Forelsket i Bangladesh

At have besøg hjemmefra når man har været ude længe er lidt som at se sig selv I et spejl – sådan et stort et hvor man også kan se omgivelserne – efter ikke at have kigget i et længe. Efter et stykke ude holder man op med at lægge mærke til hvordan alle de nye indtryk aflejrer sig på en og man glemmer hvor stor en oplevelse selv en lille tur ned ad gaden er i starten, hvor alting stadig er nyt og friskt og hvert et gadehjørne en ny udfordring. Så jeg har haft forældrene på besøg. Og det var lidt sådan jeg havde det. Selvom jeg på forhånd havde forsøgt at forberede mig på, hvordan det blev, var det en stor oplevelse. Midt i glæden ved at vise rundt i min hverdag og i forsøget på at vise alle mine yndlingsting og steder frem for dem gik det op for mig, hvor meget jeg holder af at være her i Bangladesh. 

Jeg elsker den lille bazar bag det lokale marked, hvor man kan købe alle slags grønsager, frugter, krydderier, ris og andre dagligvarer og hvor duften af det alt sammen er så overvældende at den sammen med råbene fra alle sælgerne som forsøger at få en handel i hus, er absolut fortryllende. Jeg elsker de søde rickshaw chauffører som synger bengalsk populærmusik mens de kører en (med varierende succes, men altid lige højt og vedgående), og kan lyde helt hjerteknuste, når man afviser dem og siger man ikke har brug for at blive kørt i dag – ”noo…why?!”. 

Eller de unge fyre i mit lokale supermarked som på trods af en umåde stor entusiasme på ingen måde kan finde ud af at pakke et indkøbsnet selvom de er ansat til netop det og tilsyneladende er beskæftiget med det hver dag, ugen ud. Den stærke blomsterduft fra de mange 

blomsterforretninger, de søde tandløse damer... som smiler til mig når jeg går forbi så hele deres ansigt krakelerer i små rynker. De unge kvinder jeg møder på vej til ambassaden hver morgen, gående i lange rækker ivrigt snakkende, leende, sættende hinandens hår i forbifarten, på vej til 

tekstilfabrikkerne til en (i hvert fald i danske øjne) ussel løn og uvisse arbejdsforhold, men lysende af energi og selvtillid fordi de tjener deres egne penge. 

Jeg kunne blive ved. Og jeg er ked af at sige det til alle jer derhjemme. Men lige nu kan jeg på ingen måde forestille mig at forlade Bangladesh. Så der er underligt for netop nu føles det også som om der ikke er særlig lang tid til jeg skal af sted. Nok fordi alle rejser – eller sådan føles det i hvert fald – i disse dage er der stor udskiftning. Og fordi antallet af uger jeg har tilbage nu er under ti og kan tælles på fingrene. Så jeg har allerede travlt med at komme i tanke om alle de ting jeg skal nå at se og opleve inden det er slut – for denne gang, for jeg er ret sikker på, at jeg kommer tilbage.

Som jeg også har skrevet før, så er det Bangladesh man møder på landet utroligt smukt – her mener jeg både landskabet og dets mennesker – og jeg ville ønske flere mennesker kunne opleve det. For det er det Bangladesh – foruden alt det jeg lige har nævnt – som gør at jeg kan forestille mig at man kan bruge et liv på at hjælpe disse mennesker med at skabe en bedre udvikling for deres land.

I fredags var jeg til WANA festival 2008 i Mymensingh omkring 4 timers kørsel nord for Dhaka (endnu engang et stenkast fra den indiske grænse – man skal ikke kører ret langt før man kommer det her i Bangladesh). Vi tog af sted klokken seks om morgenen for at undgå trafikpropper og havde en rigtig flot tur nordpå hvor samtalerne blandt andet gik på hvor man kan/skal tage hen på ferie, hvis man bor her (Bangladesh ligger jo lige i smørhullet af Asien med Nepal, Thailand, Malaysia, Kina, Cambodja , Vietnam og Indien spredt  rundt om sig).

Som jeg har oplevet før i Rajshahi blev vi budt stormfuldt velkommen og blev iført traditionel hovedbeklædning med fjer og fine perler. Rismelsmaling i hovedet (det er en slags velsignelse) og så af sted for at se hvordan den ene Garo-landsby (det der den oprindelige befolkningsgruppe som holder festivalen) ankom efter den anden, dansende i flotte kostumer med trommer og symbolske høstgaver til ofring under festivalen.

Wana er en høst festival, hvor Garo’erne fra gammelt tid har ofret en del af høstudbyttet og takket bjergene, vandet, træerne, solen og himlen for en god høst. Selve ofringen, hvor en præst lettere beruset af risvin (smager i øvrigt ækelt – fik serveret en kopfuld, som jeg dog nøjedes med et enkelt nip af…) messede og dansede foran offergaverne mens han svingede store røgelseskar, var fascinerende. Og dansekonkurrencerne og den efterfølgende prisoverrækkelse, hvor en flok skrigende og jublende piger blev tildelt en kæmpemæssig vild gris i førstepræmie til at tage med hjem til deres landsby til Jul ligeså. På vej hjem i bilen blev vi fanget af Dhaka-trafikken og sad fast i to timers køer inden vi endelig nåede hjem til hoveddøren. Men endnu engang var oplevelsen den lange tur og den hasarderede kørsel værd - og endnu en grund til at forelske sig i Bangladesh, i dets skønhed og i alle de farverige mennesker som befolker det.

2nd field trip - Rajshahi og Chapai

Kun 14 dage efter hjemkomsten til Dhaka gik turen i sidste uge ud af storbyen igen – denne gang til Rajshahi og Chapai helt op til den vestlige indiske grænse. Sammen med Nishan Chakma – en af programofficererne fra vores Danida kontor – skulle jeg deltage i en workshop med vores partnere i et projekt med jordløse oprindelige folk, som dækker hele Bangladesh. Projektet laver vi i samarbejde med den britiske NGO, Oxfam og en lang række lokale civilsamfundsorganisationer, som arbejder med oprindelige folks rettigheder. Vi skulle besøge målgruppen for projekterne – de jordløse oprindelige folk - og deltage i videndelingworkshops og diskussioner med alle de lokale partnere, som var samlet på et guesthouse helt ude på landet kun ca. 10 kilometer fra grænsen til Indien. Sammen med de lokale partnere arbejder vi for at udbygge og kapacitetsopbygge de oprindelige folks egen organisering, sikre at børnene får en uddannelse ved at tilbyde undervisning på både bangla og deres eget sprog, samt generelt at informere dem om deres rettigheder, som de ofte ikke kender.

Selve bilturen til vores destination var en meget typisk bangladeshisk oplevelse. Man får efterhånden et andet forhold til afstande når man bor her og en tur ind til centrum af Dhaka tager en time til halvanden. Så de 6-7 timer i bil hver vej skulle være til at leve med. Især når man kunne kigge på naturen og landsbylivet gennem vinduerne hele vejen. Denne del levede da også op til forventningerne – det var endnu engang en utrolig smuk oplevelse at komme udenfor Dhaka og jeg tror faktisk at det vestlige Bangladesh – jo længere vest på man kommer – er det smukkeste jeg har set so far. Måske lige bortset fra Chittagong Hill Tracts. Der ventede dog et par overraskelser undervejs, som man nok godt havde kunnet leve uden selvom de vist er en del af oplevelsen af at være i Bangladesh. Først tog det os tre timer at komme ud af Dhaka fordi vi blev fanget i morgentrafikken – 7am er åbenbart ikke tidligt nok at tage af sted hjemmefra hvis man skal undgå den…Vel udenfor Dhaka og efter forfriskning og te-stop nåede vi dårligt nok op i fart – heldigvis – før bilen gav et kæmpe bump og vi måtte køre ind til siden. Jeg tror aldrig jeg har set et SÅ absolut punkteret dæk. Det var flækket fra den ene side til den anden og fuldstændigt tømt for luft…Heldigvis havde vi reservehjul og kom videre efter kun tre kvarters ufrivillig pause i middagsheden. Endelig fri af storbyens trafik og med et friskt hjul på plads under bilen regnede jeg så med at vi ville sætte farten lidt op.

Desværre har man vist ikke forstået hvad ”dårlige veje” betyder før man har prøvet at køre på vejene på landet i et uland. Der var konstant huller og vi slingrede af sted i både den ene og den anden vejbane for at undgå de værste kratere. Omkring 200 km fra vores bestemmelsessted blev vi mødt af en militærbil og en flok bevæbnede politifolk – vores politieskorte, som jeg havde håbet vi ville undgå, men altså alligevel var dukket op for at ledsage os resten af vejen (og i øvrigt holde vagt udenfor vores guesthouse hele natten – stakkels gutter!). Politieskorter i Bangladesh er altid kendetegnet ved deres elendige køretøjer og de tre vi nåede at stifte bekendtskab med undervejs var ingen undtagelse. Sort røg væltede ud af udstødningen og farten kom aldrig over 60 km/t. For ikke at sige at de mange huller i vejene som kun blev værre efterhånden som landskabet blev smukkere og vi kom længere ud på landet, stort set var en umulig opgave at forcere for disse oldfund af politibiler. Sikke et cirkus. Efter elleve timer var vi endelig fremme – så kan bilferierne i Østeuropa godt gå hjem og lægge sig.

Da vi endelig kom frem til vores guesthouse viste turen heldigvis at være det værd. Stedet hvor workshops og møder skulle foregå lå fuldstændig ude i ingenting og allerede på vej ud af den lille markvej forbi det ene søde dukkehus af ler og strå efter det andet, rismarker og palmer, mindede det mig så meget om det Sydindien jeg husker fra Tamil Nadu, at jeg blev helt nostalgisk. En fornemmelse af at være kommet hjem til et elsket og savnet sted efter rigtig mange år. Næste dag kørte vi af sted igen til en af landsbyerne i nærheden, hvor nogle oprindelige folk, som var blevet frataget den jord de boede på for nogle år siden, har bosat sig på noget ikke-bebygget statsejet jord og etableret en ny landsby der.

Selve landsbyen er noget af det smukkeste jeg har oplevet. Vi blev modtaget så snart vi kom ud af bilerne af landsbyens beboere og kvinderne begyndte straks at danske og følge os hen til deres landsby, som lå fem minutter derfra af en lille sti mellem to rismarker. Inde i landsbyen skulle jeg og en anden af de besøgende fra en af de lokale organisationer som også var kvinde, have vasket fødder af en gammel kvinde og vi fik alle blomsterkranse om halsen og blev sat ned på bambusmåtter midt i landsbyen, hvor mødet skulle foregå. Hele landsbyen emmede af imødekommenhed og stort set alle beboere indfandt sig snart rundt om på bambusmåtterne for at følge med i det spændende besøg. Som vestlig (og hvid!) kvinde tiltræk jeg mig ekstra opmærksomhed og især landsbyens kvinder var utroligt interesserede i at vide hvem jeg var og hvad jeg lavede der. Virkeligt sjovt at forsøge at kommunikere med dem og meget irriterende at hverken mit eller deres bangla var godt nok til at vi kunne kommunikere ordentligt.

Mødet gik med at vi spurgte landsbyens relativt nyetablerede ”klub” ud om deres organisering, økonomi, vedtægter etc. Klubben består af 18 medlemmer hvoraf cirka halvdelen var kvinder, som repræsenterede de 24 familier i landsbyen. Nogle steder var både manden og konen i en familie medlem af klubben. Hovedformålet er at organisere sig og kræve sine rettigheder som fx 100 dages arbejde om året, som regeringen garanterer alle fattige, eller at gøre krav på ubrugt statsejet jord, som de har krav på når de ikke selv ejer noget. Vi forsøger at tilbyde træning til klubbens medlemmer igennem de lokale partnere, men da de alle er daglejere og derfor ikke så godt kan forlade landsbyen er det svært. Et andet problem er at stort set alle i disse landsbyer oftest er analfabeter – i denne landsby vor der én som kunne læse og skrive – hvilket gør at de ikke kan nedskrive vedtægter eller tage referater af møder. Jeg spurgte hvorfor de ikke havde gået i skole, hvortil de svarede at for 10-15 år siden var der ingen skole i området, men nu hvor der er en, sender de deres børn der for at lære at læse, skrive og regne. Vi ville gerne tilbyde dem en 1-2 førskoling til børnene så de bedre kan følge med i undervisningen i den bengalske skole selvom bangla ikke er deres modersmål, men lige nu er der for få børn i de oprindelige landsbyer i området til at det kan lade sig gøre. Det betyder desværre at frafaldet er langt større blandt disse børn, end blandt den almindelige bengalske befolkning. Heldigvis får børnene dog lov at gå der – i nogle dele af Bangladesh har de tidligere ikke haft lov til det, og man kan stadig finde restauranter og cafeer nogle steder, hvor ”adivashis” – det er fællesbetegnelsen for det oprindelige folk – ikke må komme. Selvom det er ulovlig diskrimination sker det stadig i praksis.

Efter mødet i denne landsby gik turen til to mere, hvor vi ligeledes holdt møde med landsbyens klub og spurgte dem ud om deres leveforhold, organisering osv. Efter en lang dag samlede vi op tilbage på vores guesthouse og deltagerne fra de forskellige lokale partnere brugte timer på at diskutere deres observationer med hinanden, skrive ned og komme med forslag til forbedringer af projekterne. Dagen efter tog vi turen tilbage til Dhaka, som heldigvis gik langt stærkere end turen ud – kun 6-7timer! – og forløb ret smertefrit. Men det var bestemt med hovedet fuldt af indtryk og nye tanker at jeg lagde det på puden den torsdag aften!

Et andet Bangladesh

I sidste uge forlod jeg Dhakas støvede gader sammen med en tysk veninde, Monika, og kørte nordpå cirka fem timer til området omkring den - efter lokal målestok - mindre by, Srimangal - den har kun en million indbyggere - som ligger helt tæt på grænsen til den indiske delstat, Tripura. Det var en lang køretur, men efter omkring fire timer afløstes den brede trafikerede landevej lige så stille af smukt oversvømmede rismarker så langt øjet rakte. Vi krydsede en større flod og landevejen blev til jordveje som fortsatte og efterhånden kantedes af små landsbyer med hvide huse af kalket lerjord med stråtag og små bambusbroer som førte over grøften mellem vejen og den beskedne private grund omkranset af bambushegn og palmetræer.

Efter endnu en lille times kørsel kom vi gennem selve Srimangal og det sædvanlige vrimmel af mennesker, støv og larm, og ud på den anden side, hvor vejen snoede sig videre mellem teplantagernes grønne bakketoppe frem til vores hotel, som lå midt ude i det hele. Et andet Bangladesh var ved at tone frem gennem bilens ruder. Efter at have pakket ud, spist frokost bestående af ris, dal og curry, og holdt en mindre pause, blev vi afhentet af vores guide, Shablu, som ville vise os rundt i den lokale teplantage, Finlay Tea, og tage os med til en såkaldt ”indfødt landsby”, hvor et af Bangladesh’ mindretal har deres eget lille minisamfund. Først teplantagerne. Selvom det lidt smattede vejr og vores dårlige fodtøj hurtigt blev en udfordring lykkedes det at komme rundt af de små stier. Billederne taler vist bedre end det kan beskrives, men teplantagerne i Srimangal er utroligt smukke, ufatteligt grønne så langt øjet rækker, og da man i Bangladesh meget sjældent finder en kvadratmeter uopdyrket, afløst af næsten de næsten selvlysende lysegrønne rismarker på de små områder, hvor teplanterne ikke kunne vokse.

Vores guide fortale os at tearbejderne – som udelukkende så ud til at være kvinder - er efterkommere af arbejdere fra den indiske delstat, Orissa, og kom med til plantagerne i Bangladesh dengang briterne grundlagde plantagerne. Deres familier har boet og arbejdet i områdets plantager lige siden. De får 60 taka (omkring 5 kr.) i løn om dagen når udgifter til husleje og medicin er trukket fra af plantageejerne, bor oftest i nærheden af plantagen og bliver transporteret til og fra arbejde på ladet af små lastbiler. Vi er åbenbart lige pludselig havnet i noget der minder utroligt meget om et feudalsamfund og i hvert fald er himmelvidt forskelligt fra det Bangladesh man møder i Dhaka. Efter plantagerne kører vi videre til den lille landsby, hvor vi får fremvist lokalt fremstillede tekstiler, tasker og andet vævearbejde og en hel flok småbørn stopper op midt i deres leg for at holde nysgerrigt øje med os og få taget billede mens vores guide ihærdigt insisterer på, at de ligner japanere fordi de ser anderledes ud end almindelige bengalere – i virkeligheden er de lige så bangladeshiske som han er.

Dagen efter går turen til en nærliggende regnskov, som netop er blevet gjort til nationalpark af de bangladeshiske myndigheder. Ved første øjekast ligner indkørslen en indkørsel til en hvilken som helst skov i Danmark bortset fra at bøgetræerne er skiftet ud med 20 meter høje palmer. Efter en mindre gåtur ind ad skovvejen begynder palmerne dog at tætne omkring os, jeg kan høre regnen dryppe ned gennem det tætte bladtag og fuglene skrappe højt oppe. De små jordveje er ikke helt jævne men snor sig op og ned og bliver til små floder her og der efterhånden som regnen tager lidt til. Det rødbrune lersjap bliver hurtigt en større udfordring end småvejene i plantagerne dagen før og vi kommer ikke så hurtigt frem. Det går op for mig at jeg er omgivet af planter og palmearter, som jeg ellers kun ville se som miniudgaver i små potter i vindueskarmen derhjemme eller i Palmehuset i Botanisk Have i København. Efter at have sagt ”den kender jeg godt, den har vi også derhjemme – bare MEGET mindre og i en potte indenfor” fem gange, holder jeg op med at kommentere vegetationen og lader bare indtrykket af denne kæmpe smeltekedel hvor alt synes at leve og vokse – ja næsten trække vejret – sætte sig mens vi går videre. Efter et stykke tid kommer vi til en lysning og et lille hus, hvor en familie hilser hjerteligt på os da vi vader over deres gårdsplads. På den anden side af huset dukker et kæmpe areal uden skov frem, tilplantet med limefrugter og utroligt lyst for mine øjne, som har vænnet sig halvmørket i skoven. Duften af lime er fantastisk, og de små buske – som dog når over vores hoveder – oser af frodighed.

Tilbage i det grønne halvmørke går vi dybere ind i skoven. På vejen holder vores guide ivrigt øje med træerne. Han er utilfreds med at vi endnu ikke rigtigt har set nogle dyr. Så pludselig er der gevinst. En hel abefamilie er på vej gennem skoven højt oppe og springer efter tur fra en trækrone til en anden. De store kommer først, så mindre og de helt små baby aber, som utroligt nok også hopper den relativt lange vej i de små grene. Til sidst følger en kæmpe som må være familiens anfører – deres pels skinner sølvagtigt i solen som finder vej gennem bladene så højt oppe. Vi går videre. Vi skal besøge endnu en ”indfødt landsby”, som da også pludselig dukker frem på nogle bakketoppe inde midt i skoven. Også her bliver vi hjerteligt modtaget og alle kigger nysgerrigt på os. Ikke mindst fordi vi i mellemtiden har opdaget et ukendt antal igler på fødder og ben, som nu – efter at iglerne er fjernet – har efterladt bittesmå men ivrigt blødende sår på både mine og Monikas fødder. Kvinderne i landsbyen synes åbenlyst ikke at vores guide har passet ordentligt på os, og byder os indenfor hvor vi får te og mariekiks, mens vores guide fortæller om disse ”indfødte”, som er kristne men viser sig at være første- og andengenerations- flygtninge fra Cambodja, som har slået sig ned her og lever af at dyrke ”beatle nuts” som de sælger på det lokale marked. Vi sidder og snakker lidt mere, sludrer lidt med børnene og med en af de større piger, som vi også køber nogle perlesmykker af, hun netop selv har lavet. Vi forlader landsbyen af endnu en stejl skrænt med fare for liv og lemmer og går tilbage til bilen langs jernbaneskinnerne, som deler regnskoven i to. Den er godt nok blevet gjort til nationalpark, men det forhindrer ikke toget i at kører larmende igennem nogle gange om dagen. Og så er dagen næsten ovre.

På vej hjem i bilen den efterfølgende dag på den støjende landevej tænker jeg, hvordan dette Bangladesh, som jeg netop har oplevet de sidste dage, kan være så anderledes fra det jeg kender fra Dhaka. Og overvejer hvor mange forskellige ”Bangladesh’er” der i virkeligheden findes. Der er i hvert fald ingen tvivl om er livet ude på landet er helt anderledes end det i hovedstaden, og muligvis også minder mere om et liv, man kunne forestille sig at leve, hvis man selv boede her. Den rene luft og de imødekommende mennesker bliver hurtigt afløst af det sædvanlige støv, støj og menneskemylder. Så er vi tilbage i Dhaka og på trods af weekendens store indtryk er det faktisk også meget rart at være hjemme igen.

Ude og hjemme igen - en udviklingsarbejders dagbog?

Jeg har forladt Dhaka siden sidst – og er vendt ”hjem” igen. Det var en underlig fornemmelse pludselig at tage sig selv i at bruge Bangladesh som referenceramme og det man henviste til, når man skulle beskrive om noget var ”anderledes” eller meget som det ”derhjemme”. Anledningen var en lille sviptur til Kathmandu i fire dage her i starten af oktober. Jeg havde vist aldrig forestillet mig, at Nepal skulle blevet et sted man tog på weekendtur hen, men sådan er der efterhånden så meget. Godt to uger inde i september gik det op for mig, at stort set alle jeg kendte planlagde at forlade Dhaka i netop den weekend - vi havde nemlig to ekstra dages fri i anledning af Eid-el Fitr (afslutning på Ramadanen). Så i sidste øjeblik lykkedes det at ordne en returbillet til Kathmandu og dermed fire dage med solskin, templer og total afslapning. Det er måske nok for meget at sige, at jeg dermed har oplevet Nepal. Jeg kan vist højest slippe af sted med at krydse det af på listen over lande jeg har ”besøgt” på siden på facebook og så håbe jeg får muligheden for at komme forbi igen engang så jeg kan se lidt mere. I hvert fald har jeg stadig størstedelen af den nepalesiske kultur til gode foruden oplevelsen af den smukke natur, som er grunden til at de fleste overhoved tager dertil – Himalaya og udsigten over Mount Everest. Men altså som så mange andre hovedsteder i verden kan Kathmandu hermed altså også anbefales.

Tilbage i Dhaka er det gået op for mig, at jeg om kun knapt to uger har været her i halvdelen af den tid, jeg skal være af sted. Den slags ting skal man vist nok lade være med at tænke for meget over – det giver ikke ret meget mening for når man rejser væk på denne måde bliver tid om noget et relativt begreb. Men helt kan man jo ikke lade være, især når en stor del af min tid de seneste uger er gået med at hjælpe med rekrutteringen af den praktikant som skal afløse mig til februar. Når man stadig føler, at man har oceaner af tid til at lære det hele at kende, og det i øvrigt tit føles som om man lige er kommet, er det en lidt underlig oplevelse.


Men der er da forandringer. Netop dette, at føle sig hjemme i Dhaka. Og når man opdager, at bangla undervisningen endelig giver resultater og man kan forstå brudstykker (hvor små de end er!) af samtaler mellem folk på gaden eller de lokales telefonsamtaler på ambassaden. Og når man endelig holder op med at stresse over, at man skal se byen og opleve en hel masse hele tiden, men kan slappe af og sove længe og ikke forlade lejligheden hele dagen men blive inde og læse, skrive blog og høre musik, fordi det er det man egentlig har mest lyst til, uden at få dårlig samvittighed. Jo, når det kommer til stykket kan jeg nok godt mærke at jeg har været af sted i over 12 uger.


Parlamentsvalget til december er fortsat et evigt tema. Man vænner sig efterhånden til, at ambassadøren spørger de lokale ansatte til det ugentlige personalemøde, om de tror der faktisk bliver valg, om undtagelsestilstanden mon bliver hævet inden og om det nationalistiske parti, BNP, beslutter at deltage. Et andet tegn på at man har været i Bangladesh længe, er når man tager sig selv i at diskutere den indenrigspolitiske situation indædt med lokale bengalere uden at tænke videre over, at de jo må synes jeg er fantastisk irriterende sådan at komme her og mene at jeg ved noget de ikke ved om deres land efter 2½ måned her. Desværre synes jeg der er en tendens til, at bengalerne bruger deres dårlige økonomiske situation og alle de dårligdomme de må kæmpe med, som undskyldning for en nogen gange næsten opgivende holdning til demokrati og menneskerettigheder. Desværre er vi nok som donorlande selv delvist skyld i denne mentalitet, når vi konstant taler om Bangladesh som landet som er født med alle tænkelige onder. Men det nytter naturligvis ikke. Og derfor diskussionerne. For godt nok har de ret i, at de ikke skal eller kan kopiere vores demokrati i vesten eller vores udvikling for den sags skyld. Men det betyder jo ikke at udvikling eller demokrati er umulige størrelser for et land som Bangladesh. Når alt kommer til alt er det jo ikke størrelser vi har opfundet, og derfor også både muligt og absolut nødvendigt, at de selv er med til at definere, hvad demokrati eller udvikling er for dem, og hvordan det kan opnås. Hvis vi så kan støtte dem i den proces det vil være at nå dertil – vi har jo trods alt ikke været totalt fraværende i deres underudvikling heller – så kan vi begynde at tale om globale partnerskaber for udvikling, som det så smukt hedder i FN’s 2015 mål. Om vi når der til? Som folk her svarer, når man spørger om valget vil finde sted i december eller Sheik Hasina bliver frikendt for sine korruptionankalger: vi får se.



Billeder: 1) Kathmandu set fra indfaldsvejen fra Brathapur (tempelby og den gamle hovedstad), 2) Sejltur på floden ved Dhaka med folkene fra ambassaden i slutningen af september, 3) Lidt bengalsk kultur og historie: på tur til Lalbagh Fort - en af hovedattraktionerne i Old Dhaka - også i slutningen af september.

“Amar nam Kathrine, apnar nam ki? – say it again!, amar nam...”

I tirsdags havde jeg min første bangla time, og i eftermiddag går det løs igen. Og det er på den gammeldags måde. Det udfordrer ganske bestemt min RUC’er mentalitet at blive placeret i et miniklasseværelse med tavle og det hele og min nye lærer foran mig bag katederet – og så ellers blive sat til at gentage det bangalske alfabet efter ham… Øvelsen med at sige sit navn og spørge hvad sidemanden hedder (som ligeledes skal gentages i det uendelige) bliver også lidt anderledes af at foregå udelukkende mellem lærer og elev... Men sjovt er det nu faktisk (må nok indrømme, at jeg vist godt kan betegnes som lidt af en sprognørd til tider…) og tror bestemt nok jeg skal lære en del, inden jeg skal herfra igen. Ind til videre kan diverse bengalere bare komme an – jeg kan både svare på, hvad jeg hedder, hvor jeg er fra, hvordan jeg har det og hvor jeg bor! Sådan :)

I det hele taget har de sidste uger budt på en del getting-to-know-Dhaka og bengalsk kultur oplevelser. Ramadanen startede den 2. september. Umiddelbart burde det jo ikke påvirke sådan nogle kristine/ikke-religiøse mennesker som jeg selv eller resten af den danske eller europæiske befolkning her. Og så alligevel. Et meget godt eksempel er de mange møder jeg har deltaget i på det seneste. Det er naturligvis vældigt spændende (!) og dejligt at få lov at være med, hvor det sker (havde fx aldrig – nok af flere årsager – troet at jeg skulle befinde mig til møde i Verdensbanken…). Blot er der den finesse, at det jo er vældigt passende for diverse organisationer og donorer her at holde møder hele dage i træk, fordi de lokale alligevel ikke skal bekymre sig om at spise frokost - eller i det hele taget indtage noget som helst - før solen er gået ned. I sidste uge betød det et par ufrivillige fastedage for mig selv og den danske chef for vores sektion, da vi blev fanget i trafikken (en anden sidegevinst ved Ramadanen som også rammer alle uanset religion er de helt umulige mængder af biler på vejene som skaber trafikpropper, man aldrig havde troet man skulle opleve lignende) og måtte tage direkte fra møde til møde i stedet for hjem til ambassaden til frokost som planlagt. Heldigvis er vores samarbejdspartnere her vældigt søde til at tilbyde de sultne vesterlændinge mad ind imellem, om end tit en lidt mindre sund en af slagsen, fordi den består af hvad der nu lige er i nærheden. En frokost bestående af bananer, kage og samosa falder vist lidt udenfor de 7 kostråd..eller hvordan?

I går var der så møde i en temagruppe på tværs af diverse donorer i Bangladesh. Temaet var donorharmonisering af de forskellige lande og organisationers tiltag i arbejde med at bekæmpe og forebygge vold mod kvinder. Da Danmark har haft en fremtrædende rolle i dette arbejde siden Beijing Konferencen om kvinders rettigheder i 1995 og støtter et tværministerielt projekt med at kapacitetsopbygge regeringens indsats på området samt – mere direkte – oprettelsen af krisecentre for voldsramte kvinder, var ambassaden naturligvis repræsenteret og jeg havde (heldigvis) fået sneget mig med. Meget spændende, og ganske ambitiøse diskussioner og så var det sjovt at blive budt velkommen af en del af deltagerne i mødet som en naturlig del af forumet, fordi jeg allerede har deltaget i et sådant møde siden jeg ankom. Jeg kan godt mærke at det kribler lidt for at arbejde mere med disse problemstillinger og undersøge omfanget og effekterne af regeringens reelle indsats på dette område. Det er stadig meget kontroversielt at arbejde med vold mod kvinder i Bangladesh, og der kunne sagtens ske mere på området. Når man tænker på, hvor kontroversiel den danske kampagne om samme emne, som var rettet særligt mod mændene, som udfører volden, var, og så forestiller sig at skulle forsøge at lave samme type tiltag i Bangladesh…så kan man måske forestille sig, hvor svært et arbejdet det kan blive. Samtidig er det også klart et af de områder, hvor man – hvis det lykkes – kan ændre det største antal af skæbner markant mod mere frihed og selvbestemmelse. For ikke at tale om det kæmpe løft rent udviklingsmæssigt det vil betyde for et land, hvor den kvindelige del af befolkningen i dag på grund af alt fra vold og voldtægt til almindelig undertrykkelse, for tidlige ægteskaber, utilstrækkelig seksuel og reproduktiv sundhed og modvilje mod kvinder på arbejdsmarkedet, har meget svært ved at bidrage med 100 procent til landets udvikling. Hmm, for de af os som kunne finde på at mene, at det danske velfærdssamfund er bygget på kvinders ligestilling og lige (eller i hvert fald so so!) deltagelse på arbejdsmarkedet er der sørme lang vej for lande som Bangladesh! Heldigvis er der en stor del af landes politiske elite og vigtige donorer (og da også en del såkaldte ”almindelige” mennesker), som har lugtet lunden så måske vil der ske underværker i fremtiden.

Jeg vil slutte med et citat af den afghanske kvindesagsforkæmper og menneskerettighedsaktivist, Malalai Joya, som kæmper med livet som indsats for at forbedre forholdene for den undertrykte befolkning og ikke mindst for kvinderne i Afghanistan (fra 2007 - min egen sammenskrivning):

They will kill me,
but they will not kill my voice,
because it will be the voice
of all Afghan women.

You can cut the flower,
but you cannot stop
the coming of spring.



Billeder: Udsigt fra det bangladeshiske parlament, a working woman :) - mig ved min computer på ambassaden, og udsigt over Gulshan Lake viser lidt af kontrasterne i Dhaka.

Første field trip – Chittagong Hill Tracts

I går havde jeg min første sygedag her i Dhaka. Ikke uventet forårsaget af maveproblemer. Utroligt så meget man kan få sovet, læst, skrevet og tænkt (aka keedet sig) når man bliver tvunget til holde sengen i en hel dag. Men så blev der heldigvis også lejlighed til endelig at få skrevet det længe forberedte indlæg her, om mit første field trip til Chittagong Hill Tracts.

Som jeg har skrevet tidligere, var der planer om at tage en tur til denne – meget talte om og meget anderledes – del af Bangladesh, som ligger i det sydøstlige hjørne lige op af grænsen til Burma. Egentlig skal vi varsle den slags ture 10 dage i forvejen til de rette myndigheder, da det kræver politieskorte osv. for ”officielle besøg” til området. Men det gik med fem dage alligevel så af sted kom vi.

Og en ting har jeg i hvert fald fået ud af det: Bangladesh er mange ting. Og meget andet end Dhaka. Allerede da vi landede i havnebyen Chittagong, som er den næststørste by i Bangladesh og ligger et par timers kørsel fra Chittagong Hill Tracts, var der forandring at mærke. Det mest tydelige var havbrisen (og den tilhørende strand og containerhavn) og det buddhistiske tilsnit.



Netop ude af flyet kørte vi ud til stranden, hvor en lille buddhistisk ceremoni fandt sted midt i menneskemylderet. Man var nær blevet væk i et kaos af handlende, sælgere og tilskuere til ceremonien. Bagefter var vi en tur i Foy’s Lake, som er et parkagtigt område med en kæmpe sø, restauranter og et enkelt pariserhjul. Man skal betale entré, hvilket begrænsede menneskemængden derinde og gjorde det til et dejligt fredeligst sted at være. Så allerede her kunne man mærke at man var væk fra menneskemylderet og osen i Dhaka.

Dagen efter kørte vi til selve Chittagong Hill Tracts. Halvvejs blev vi mødt af en lille lastbil fyldt med soldater med skarpladte våben – det var vores politieskorte…Lastbilen viste sig og være en lidt ældre en af slagsen, som mere tøffede end kørte op af de stadig større bakker og satte en mindre dæmper på tempoet. Frem kom vi dog og det var en spændende biltur, som gav bare et begrænset billede på, hvad der gemmer sig rundt om på landet i Bangladesh. Meget frodigt, bille små landsbyer, hvor hvert hus er udstyret med en fiskedam til husforbrug. Derudover de sædvanlige småforretninger i de lidt større byer, skolebørn og alverdens folk gående langs vejen fra den ene landsby til den anden.

Selve Chittagong Hill Tracts (CHT) er smukt. Og igen anderledes. Landsbyerne vi besøgte er placeret ude på små øer i en kæmpe sø, og kun farbare med båd. Enten halvstore træ-færger eller små lavtgående både, som højest kan tage to-tre personer af gangen – måske en lille familie. Overalt blev vi mødt med næsten utrolig venlighed og gæstfrihed. Fordi vi havde hele to regeringsfolk og en viseambassadør med var der gjort det helt store klar til os lige fra lækker frokost til småpiger der sang kor og æresporte, der bod velkommen, når vi lagde til i en landsby. Ca. halvdelen af befolkningen i CHT taler ikke bangladeshisk, men kun chakma eller et andet lokalt stammesprog. Alligevel blev der lyttet ærbødigt til talerne – også de der var på engelsk. En ældre dame, som havde holdt min taske, da vi skulle klatre fra en landsby til en anden, kom hen til mig inden vi gik. Hun samlede hænderne foran ansigtet som hilsen, tog min hånd og lagde sin egen på sit hjerte – hun var glad for at have mødt mig.

Danmark støtter CHT med en håndfuld projekter. Formålet med vores tur var at deltage i en ceremoni for et af projekterne, som handler om at hjælpe de oprindelige folk med at beholde brugsretten over et fælles skovområde og hjælpe dem med at forbedre denne brug. Et andet var at deltage i en workshop som er startskuddet til et projekt, som skal forbedre vand- og sanitetsforhold i landsbyerne i området. Projektet har været længe under vejs på grund af regeringens langsommelige godkendelsesprocedure, men nu er det endeligt godkendt og kan komme rigtigt i gang. Som så mange andre steder er vores tilstedeværelse i CHT en dråbe i havet i det store billede. Men for dem vi når ud til betyder det at deres hverdag på markante områder bliver ændret til det bedre. Derfor er landsbyboerne og de lokale autoriteter taknemmelige.

Jeg håber billederne giver et lille billede af, hvor smukt og fredfyldt og hvor mangefarvet dette land kan være.




Kathrine

Hva' kan man få for en ti'er?

Endnu en uge er gået. Det har været hektisk, spændende og til tider en anelse trættende at være med til. Her er så utroligt mange indtryk og realiteter at forholde sig til at man må plukke i dem for at kunne overskue den proces det er at forsøge at forstå, hvordan det hele hænger sammen.

Jeg var med til hele to – ret spændende – møder i sidste uge. Det ene angående Chittagong Hill Tracts, det andet i en tværgående gruppe for NGO’er og donorer angående kvinders rettigheder og fremskridtene med hensyn til kvinder og udvikling. Vældigt fedt at få lov til, og enormt spændende, fordi det lidt giver en idé om klimaet her rent politisk, om hvordan dem, som virkelig arbejder med det, synes udviklingen går. Så kan man jo selv forsøge at danne en mening ud fra det og alt det andet, som sker omkring en.

Ovenpå lokalvalgene i forrige uge – som jo altså kun var en slags ”prøvevalg” i 9 udvalgte kommuner og 4 byer – har de politiske partier travlt med at markere sig. Det overordnede billede af valgene fra både lokale og internationale valgobservatører var, at valgene gik godt. På trods af nogle – for danske øjne nok relativt alvorlige, men dog få – problemer, er valget 4. august ind til videre blevet betegnet som det mest demokratiske siden landets uafhængighed. Det betyder at planen om at afholde lokalvalg i resten af landet i oktober og først herefter parlamentsvalg i slutningen af december, kan køre videre. Det er det de internationale donorer og den midlertidige regering håber. Sådan har de to store politiske partier det imidlertid ikke. Mens Awami League, som ser ud til at vinde valget mere eller mindre har accepteret køreplanen for valgene, truer det nationalistiske BNP, som havde magten ved sidste ”almindelige” regeringsperiode stadig med boykot.

Alt tyder dog på, at valget kommer til december. Og så bliver det spændende blot, hvordan overgangen til en demokratisk valgt regering kommer til at fungere. Mange her i Bangladesh frygter det, fordi det stadig i høj grad er de samme partier og politikere, som før har vist sig så korrupte og inkompetente til at føre landet, der styrer de store partier. Tiltroen til både Awami Leauge og BNP er så lille, at mange helst så, at man kunne forbyde partiernes indblanding i såvel lokal- som parlamentsvalg og fx begrænse deres mulighed for at føre valgkamp til tv-spots mv., mindske kandidaternes mulighed for at bruge partitilhørsforhold under valget osv. i samme dur. Ind til videre har Højesteret sagt nej – det er imod forsamlingsfriheden og dermed i strid med forfatningen. Det er også svært at sætte sig ind i, at forbud mod politik kan føles nødvendigt for at skabe demokrati. I hvert fald hvis man selv er vandt til at være en del af dette politiske spil.

Men nok om den politiske situation her. ”Kono schamucha naj” eller ”no worries”, som man siger det her. Det går nok alt sammen. Og livet går videre korrupte politikere, lokalvalg eller ej.

På den mindre politske front besøgte jeg New Marked i sidste uge. Lige omkring en times kørsel gennem Dhaka (som føles mere og mere gigantisk, jo længere jer er her!) med autorickshaw mødes man af et inferno af gadesælgere og handlende i et virvar. Det er ellers meningen, det skal være det "organiserede og mindre hektiske" marked i byen...tror jeg venter lidt med at bevæge mig ud i nogle af de andre. Det kræver vist lidt mere Dhaka-tilvænding. Men fed oplevelse, når det første chok havde lagt sig. Farverigt og sjovt, og så fik jeg endelig fyldt min slunkne bogbeholdning op - var meget imponeret over deres udvalg og evne til at gennemskue, hvad man søgte efter. Fx kom en fyr i en af boghandlerne af sig selv og stak "The Golden Notebook" af Doris Lessing, som jeg måtte efterlade hjemme, op i hovedet på mig :) Jo, tak - den vil jeg da gerne ha' for 250 tk (ca. 17 kr.)! Fik også købt stof til tøj, som vi havde en skrædder til at komme og tage mål til i søndags. Vi fik det allerede igår, og det sidder så godt, at jeg får næsten helt dårlig samvittighed over kun at skulle betale 200 kr. for det i alt (inkl. stof!). Jep, alting er billigt i Bangladesh! I hvert fald hvis man lever på dansk SU hernede...virkelig underligt pludelig at være rig og på SU - vil forsøge ikke at vænne mig til tanken alt for meget?! :)

Det blir alt fra nu. Men mere følger utvivlsomt inden længe!

Billederne er lidt blandet fra den bengalske hverdag: 1) Udsigten over området omkring New Marked. 2) Gadebillede med blomsterforretning i Gulshan-området tæt på vores lejlighed. 3) Den smukke udsigt over Banani Søen også i nærheden af vores lejlighed. 4) Skolepiger i en skolebus ”bangali style”.

Hverdagen vil indfinde sig

Efter en veloverstået første uge på ambassaden er det blevet tid til weekend og afslapning. Bangladesh indførte for nogle år siden fredag-lørdag som weekend efter muslims forbillede - noget man lige skal vænne sig til, men som definitivt indfører torsdagen som "lille fredag", hvilket nok skal fungere ganske udemærket. Arbejde søndag kommer det nok til at tage lidt længere med. Der er i øvrigt en del debat om hvorvidt weekenden skal flyttes tilbage til den "vestlige" udgave, da den arbejdsfrie fredag giver en del problemer i form af tabte penge i erhvervslivet, hvor investeringerne jo ikke holder fri i resten af verden mens bengalerne holder fridag.

Ugen har budt på en del læsning af diverse rapporter og programdokumenter for at komme lidt mere ind i de programmer og projekter, som Danmark støtter indenfor menneskerettigheder og god regeringsførelse. Det er forfriskende at læse op på et emne som i den grad omgiver en, og virkelig spændende at forsøge at komme ind under huden på dette lands kompleksiteter. Jeg har også skrevet et par nyheder til hjemmesiden - de kan ses på www.ambdhaka.um.dk/en. Efter "arbejde" har vi (den anden praktikant, Christian, og jeg) udmattet indfundet os i vores lejlighed, hvor jeg typisk falder omkuld omkring klokken 22 - træt efter at have været oppe siden klokken halv syv. I tirsdags kom min studieveninde, Rikke, og hendes veninde, Rebekka, som også bød mig velkommen da jeg ankom for to uger siden, og har boet i lejligheden til igår morges, hvor de tog tilbage til Danmark. Det skulle jo fejres, så vi tog alle fire på japansk restaurent og spiste sushi og drak øl (noget de fleste restaurenter ellers ikke serverer). Meget hyggeligt sådan at få "besøg"! Håber dog at få lidt flere kræfter løbende så jeg kan komme ud at opleve byen i hverdagen også. Der er fx et projekt, hvor Danmark støtter skolegang for gadebørn i Dhaka, som jeg regner med at komme til at besøge en af dagene i de kommende uger.

Men idag har den altså stået på afslapning i "klubben" og læsning ved poolen og imorgen går turen til universitetsområdet og Dhanmondi, hvor der skulle være en del boghandlere og gallererier foruden byens universiteter og colleges, som der faktisk er overraskende mange af i Dhaka. En af mine kollegaer på ambassaden, Mahal, er gift med en af dem som har været med til at starte Deparment of Developmentstudies på Dhaka University. Det skulle være ganske anerkendt internationalt. Så de mere "seriøse" udflugter har jeg stadig til gode - det bliver også spændende. Fieldtrips til projekter udenfor Dhaka, ferieture til nogle af de mere frodige områder af landet - her er så forskelliget så hovedstaden er virkelig kun toppen af isbjerget!

Billederne er fra mit hverdagsliv her i Dhaka: mit værelse, gaden udenfor lejligheden og udsigten fra taget af vores bygning, som er virkelig lækkert at opholde sig på både om eftermiddagen og om aftenen, hvor man kan se stjerner og få lidt fred fra de mange mennesker nede på gaden.

Mere følger senere. Ind til da - all the best her fra Dhaka!

Kathrine

Første uge i Dhaka

Den første uge i Bangladesh er gået. Som jetlaget begynder at fortage sig begynder de første indtryk at bundfælde sig. Indtryk af en varm og pulserende storby, af en befolkning, som med sine 12 mio. er næste utællelig og som tilsyneladende er lige så venlig og imødekommende, som den er fattig og dybt opdelt.

Livet i Dhaka er bestemt anderledes end i Danmark. Nok også anderledes, end man kan forberede sig på hjemmefra uanset hvor meget man anstrenger sig. Dagene går fantastisk hurtigt på en måde, så man kan blive helt i tvivl om ikke bare den ene lille begivenhed tager den anden med sig, det ene sekund og minut det næste – om man overhoved på noget tidspunkt vil komme til at føre, at man har fuld kontrol over det hele. Sikkert ikke.

Allerede nu er det muligt at se lidt af, hvordan hverdagen kommer til at blive de næste godt seks måneder. Allerede torsdag efter at være landet og have fået mine ting bugseret til lejligheden i Gulshan, som jeg skal dele med to andre praktikanter, fik jeg mulighed for at møde en stor del af de ansatte fra ambassaden til en launching af en kampagne for kvinders rettigheder og FN’s 2015-mål nr. 3. Dagen efter var jeg med den danske ambassadør og en dansk journalist på besøg hos en lokal kunstner, Mistu, som viste sine og hans kones, Kanak Chanpa, hjem og malerier frem mens han åbent fortalte om deres liv og kunst. De to er et særsyn i Bangladesh – et blandet ægteskab mellem en buddhist fra stammeområderne i Chittagong Hill Tracks, og en almindelig bengalsk muslim. De har begge vundet en medalje i OL i Kina for deres værker, som de skal til Beijing og hente.

Bangladesh er et af verdens fattigste lande, og ulandsbistand fra blandt andet Danmark udgør en stor del af landets økonomi. Den relativt store gruppe internationale udstationerede udgør et ”society” i sig selv, som selvom vi i vid udstrækning arbejder og i et vist omfang også bor sammen med bengalerne, udfolder en stor del af sit sociale liv i Dhakas mange klubber. Nordic Club er den skandinaviske pendant – et utroligt stille, køligt og forfærdeligt behageligt sted, som føles som om man lukker døren til Bangladesh bag sig, når man træder gennem porten. Her kan man benytte poolen (som jeg stadig har til gode), motionsrummet og tennisbanen, logge på nettet og sende mails hjem, tjekke nyheder, eller bare sidde og slappe af, uden at bekymre sig om den opmærksomhed, ens hvide hoved tiltrækker overalt, hvor man ellers færdes i byen. Jeg regner dog også med at bruge en stor del af min tid på at opleve det bengalske samfund, dets mennesker og dets udvikling - ikke kun på ambassaden, men på nært hold.

Og lidt har jeg da fået set. Af det ”rigtige” Dhaka. Gader, som på billedet med richshaws (cykel-taxaer), gående og biler i hujende fart mellem hinanden. Floden og de mange handlende i de små butikker i gaderne omkring den, mændene i longis (tørklæde som bindes om livet) og skjorte, der sidder og slår brugte mursten til pulver, som kan genbruges til nyt byggeri, tiggere med spædbørn på armen (som man ser dem i alle verdens storbyer), fattige krøbet sammen under et hjemmelavet halvtag af blik. Størstedelen af Bangladesh’ befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Landet betegnes af mange indenfor udviklingsverdenen som eksemplet på et land, som er født med alle de onder, et land om muligt kan trækkes med. Lige fra klimaforandringer og oversvømmelser til korruption, politisk uro, sult og almindelig fattigdom. Det er et utroligt komplekst land. Men også smukt og venligt, og med et håb om fremtiden. Jeg glæder mig til at lære det bedre at kende – til at forsøge at forstå dette utrolige lands mangefacettede vej mod udvikling og selvstændighed. De næste måneder bliver spændende – det er der slet ingen tvivl om!

Det er blevet tid til at sige farvel til København. I lørdags flyttede jeg alle mine ting ud af det kære lille kollegieværelse i Tingbjerg og fordelte flyttekasser i kælderen hos farfar og hjemme hos forældrene i Roskilde. Meget underlig fornemmelse! Så meget som oplevelserne i Bangladesh trækker, så kommer jeg til at savne København. Det er jo en fantastisk by! Ville ønske jeg kunne have den med i lommen, når jeg rejser, men så langt er teknologiens vidundere desværre ikke nået - ude godt hjemme bedst? Men man skal vel ikke klage over at have noget (og nogen) derhjemme at savne, når man er væk - det ville jo være sørgeligt andet! Billedet er Amager Torv i skumringen.