Et andet Bangladesh

I sidste uge forlod jeg Dhakas støvede gader sammen med en tysk veninde, Monika, og kørte nordpå cirka fem timer til området omkring den - efter lokal målestok - mindre by, Srimangal - den har kun en million indbyggere - som ligger helt tæt på grænsen til den indiske delstat, Tripura. Det var en lang køretur, men efter omkring fire timer afløstes den brede trafikerede landevej lige så stille af smukt oversvømmede rismarker så langt øjet rakte. Vi krydsede en større flod og landevejen blev til jordveje som fortsatte og efterhånden kantedes af små landsbyer med hvide huse af kalket lerjord med stråtag og små bambusbroer som førte over grøften mellem vejen og den beskedne private grund omkranset af bambushegn og palmetræer.

Efter endnu en lille times kørsel kom vi gennem selve Srimangal og det sædvanlige vrimmel af mennesker, støv og larm, og ud på den anden side, hvor vejen snoede sig videre mellem teplantagernes grønne bakketoppe frem til vores hotel, som lå midt ude i det hele. Et andet Bangladesh var ved at tone frem gennem bilens ruder. Efter at have pakket ud, spist frokost bestående af ris, dal og curry, og holdt en mindre pause, blev vi afhentet af vores guide, Shablu, som ville vise os rundt i den lokale teplantage, Finlay Tea, og tage os med til en såkaldt ”indfødt landsby”, hvor et af Bangladesh’ mindretal har deres eget lille minisamfund. Først teplantagerne. Selvom det lidt smattede vejr og vores dårlige fodtøj hurtigt blev en udfordring lykkedes det at komme rundt af de små stier. Billederne taler vist bedre end det kan beskrives, men teplantagerne i Srimangal er utroligt smukke, ufatteligt grønne så langt øjet rækker, og da man i Bangladesh meget sjældent finder en kvadratmeter uopdyrket, afløst af næsten de næsten selvlysende lysegrønne rismarker på de små områder, hvor teplanterne ikke kunne vokse.

Vores guide fortale os at tearbejderne – som udelukkende så ud til at være kvinder - er efterkommere af arbejdere fra den indiske delstat, Orissa, og kom med til plantagerne i Bangladesh dengang briterne grundlagde plantagerne. Deres familier har boet og arbejdet i områdets plantager lige siden. De får 60 taka (omkring 5 kr.) i løn om dagen når udgifter til husleje og medicin er trukket fra af plantageejerne, bor oftest i nærheden af plantagen og bliver transporteret til og fra arbejde på ladet af små lastbiler. Vi er åbenbart lige pludselig havnet i noget der minder utroligt meget om et feudalsamfund og i hvert fald er himmelvidt forskelligt fra det Bangladesh man møder i Dhaka. Efter plantagerne kører vi videre til den lille landsby, hvor vi får fremvist lokalt fremstillede tekstiler, tasker og andet vævearbejde og en hel flok småbørn stopper op midt i deres leg for at holde nysgerrigt øje med os og få taget billede mens vores guide ihærdigt insisterer på, at de ligner japanere fordi de ser anderledes ud end almindelige bengalere – i virkeligheden er de lige så bangladeshiske som han er.

Dagen efter går turen til en nærliggende regnskov, som netop er blevet gjort til nationalpark af de bangladeshiske myndigheder. Ved første øjekast ligner indkørslen en indkørsel til en hvilken som helst skov i Danmark bortset fra at bøgetræerne er skiftet ud med 20 meter høje palmer. Efter en mindre gåtur ind ad skovvejen begynder palmerne dog at tætne omkring os, jeg kan høre regnen dryppe ned gennem det tætte bladtag og fuglene skrappe højt oppe. De små jordveje er ikke helt jævne men snor sig op og ned og bliver til små floder her og der efterhånden som regnen tager lidt til. Det rødbrune lersjap bliver hurtigt en større udfordring end småvejene i plantagerne dagen før og vi kommer ikke så hurtigt frem. Det går op for mig at jeg er omgivet af planter og palmearter, som jeg ellers kun ville se som miniudgaver i små potter i vindueskarmen derhjemme eller i Palmehuset i Botanisk Have i København. Efter at have sagt ”den kender jeg godt, den har vi også derhjemme – bare MEGET mindre og i en potte indenfor” fem gange, holder jeg op med at kommentere vegetationen og lader bare indtrykket af denne kæmpe smeltekedel hvor alt synes at leve og vokse – ja næsten trække vejret – sætte sig mens vi går videre. Efter et stykke tid kommer vi til en lysning og et lille hus, hvor en familie hilser hjerteligt på os da vi vader over deres gårdsplads. På den anden side af huset dukker et kæmpe areal uden skov frem, tilplantet med limefrugter og utroligt lyst for mine øjne, som har vænnet sig halvmørket i skoven. Duften af lime er fantastisk, og de små buske – som dog når over vores hoveder – oser af frodighed.

Tilbage i det grønne halvmørke går vi dybere ind i skoven. På vejen holder vores guide ivrigt øje med træerne. Han er utilfreds med at vi endnu ikke rigtigt har set nogle dyr. Så pludselig er der gevinst. En hel abefamilie er på vej gennem skoven højt oppe og springer efter tur fra en trækrone til en anden. De store kommer først, så mindre og de helt små baby aber, som utroligt nok også hopper den relativt lange vej i de små grene. Til sidst følger en kæmpe som må være familiens anfører – deres pels skinner sølvagtigt i solen som finder vej gennem bladene så højt oppe. Vi går videre. Vi skal besøge endnu en ”indfødt landsby”, som da også pludselig dukker frem på nogle bakketoppe inde midt i skoven. Også her bliver vi hjerteligt modtaget og alle kigger nysgerrigt på os. Ikke mindst fordi vi i mellemtiden har opdaget et ukendt antal igler på fødder og ben, som nu – efter at iglerne er fjernet – har efterladt bittesmå men ivrigt blødende sår på både mine og Monikas fødder. Kvinderne i landsbyen synes åbenlyst ikke at vores guide har passet ordentligt på os, og byder os indenfor hvor vi får te og mariekiks, mens vores guide fortæller om disse ”indfødte”, som er kristne men viser sig at være første- og andengenerations- flygtninge fra Cambodja, som har slået sig ned her og lever af at dyrke ”beatle nuts” som de sælger på det lokale marked. Vi sidder og snakker lidt mere, sludrer lidt med børnene og med en af de større piger, som vi også køber nogle perlesmykker af, hun netop selv har lavet. Vi forlader landsbyen af endnu en stejl skrænt med fare for liv og lemmer og går tilbage til bilen langs jernbaneskinnerne, som deler regnskoven i to. Den er godt nok blevet gjort til nationalpark, men det forhindrer ikke toget i at kører larmende igennem nogle gange om dagen. Og så er dagen næsten ovre.

På vej hjem i bilen den efterfølgende dag på den støjende landevej tænker jeg, hvordan dette Bangladesh, som jeg netop har oplevet de sidste dage, kan være så anderledes fra det jeg kender fra Dhaka. Og overvejer hvor mange forskellige ”Bangladesh’er” der i virkeligheden findes. Der er i hvert fald ingen tvivl om er livet ude på landet er helt anderledes end det i hovedstaden, og muligvis også minder mere om et liv, man kunne forestille sig at leve, hvis man selv boede her. Den rene luft og de imødekommende mennesker bliver hurtigt afløst af det sædvanlige støv, støj og menneskemylder. Så er vi tilbage i Dhaka og på trods af weekendens store indtryk er det faktisk også meget rart at være hjemme igen.