“Amar nam Kathrine, apnar nam ki? – say it again!, amar nam...”

I tirsdags havde jeg min første bangla time, og i eftermiddag går det løs igen. Og det er på den gammeldags måde. Det udfordrer ganske bestemt min RUC’er mentalitet at blive placeret i et miniklasseværelse med tavle og det hele og min nye lærer foran mig bag katederet – og så ellers blive sat til at gentage det bangalske alfabet efter ham… Øvelsen med at sige sit navn og spørge hvad sidemanden hedder (som ligeledes skal gentages i det uendelige) bliver også lidt anderledes af at foregå udelukkende mellem lærer og elev... Men sjovt er det nu faktisk (må nok indrømme, at jeg vist godt kan betegnes som lidt af en sprognørd til tider…) og tror bestemt nok jeg skal lære en del, inden jeg skal herfra igen. Ind til videre kan diverse bengalere bare komme an – jeg kan både svare på, hvad jeg hedder, hvor jeg er fra, hvordan jeg har det og hvor jeg bor! Sådan :)

I det hele taget har de sidste uger budt på en del getting-to-know-Dhaka og bengalsk kultur oplevelser. Ramadanen startede den 2. september. Umiddelbart burde det jo ikke påvirke sådan nogle kristine/ikke-religiøse mennesker som jeg selv eller resten af den danske eller europæiske befolkning her. Og så alligevel. Et meget godt eksempel er de mange møder jeg har deltaget i på det seneste. Det er naturligvis vældigt spændende (!) og dejligt at få lov at være med, hvor det sker (havde fx aldrig – nok af flere årsager – troet at jeg skulle befinde mig til møde i Verdensbanken…). Blot er der den finesse, at det jo er vældigt passende for diverse organisationer og donorer her at holde møder hele dage i træk, fordi de lokale alligevel ikke skal bekymre sig om at spise frokost - eller i det hele taget indtage noget som helst - før solen er gået ned. I sidste uge betød det et par ufrivillige fastedage for mig selv og den danske chef for vores sektion, da vi blev fanget i trafikken (en anden sidegevinst ved Ramadanen som også rammer alle uanset religion er de helt umulige mængder af biler på vejene som skaber trafikpropper, man aldrig havde troet man skulle opleve lignende) og måtte tage direkte fra møde til møde i stedet for hjem til ambassaden til frokost som planlagt. Heldigvis er vores samarbejdspartnere her vældigt søde til at tilbyde de sultne vesterlændinge mad ind imellem, om end tit en lidt mindre sund en af slagsen, fordi den består af hvad der nu lige er i nærheden. En frokost bestående af bananer, kage og samosa falder vist lidt udenfor de 7 kostråd..eller hvordan?

I går var der så møde i en temagruppe på tværs af diverse donorer i Bangladesh. Temaet var donorharmonisering af de forskellige lande og organisationers tiltag i arbejde med at bekæmpe og forebygge vold mod kvinder. Da Danmark har haft en fremtrædende rolle i dette arbejde siden Beijing Konferencen om kvinders rettigheder i 1995 og støtter et tværministerielt projekt med at kapacitetsopbygge regeringens indsats på området samt – mere direkte – oprettelsen af krisecentre for voldsramte kvinder, var ambassaden naturligvis repræsenteret og jeg havde (heldigvis) fået sneget mig med. Meget spændende, og ganske ambitiøse diskussioner og så var det sjovt at blive budt velkommen af en del af deltagerne i mødet som en naturlig del af forumet, fordi jeg allerede har deltaget i et sådant møde siden jeg ankom. Jeg kan godt mærke at det kribler lidt for at arbejde mere med disse problemstillinger og undersøge omfanget og effekterne af regeringens reelle indsats på dette område. Det er stadig meget kontroversielt at arbejde med vold mod kvinder i Bangladesh, og der kunne sagtens ske mere på området. Når man tænker på, hvor kontroversiel den danske kampagne om samme emne, som var rettet særligt mod mændene, som udfører volden, var, og så forestiller sig at skulle forsøge at lave samme type tiltag i Bangladesh…så kan man måske forestille sig, hvor svært et arbejdet det kan blive. Samtidig er det også klart et af de områder, hvor man – hvis det lykkes – kan ændre det største antal af skæbner markant mod mere frihed og selvbestemmelse. For ikke at tale om det kæmpe løft rent udviklingsmæssigt det vil betyde for et land, hvor den kvindelige del af befolkningen i dag på grund af alt fra vold og voldtægt til almindelig undertrykkelse, for tidlige ægteskaber, utilstrækkelig seksuel og reproduktiv sundhed og modvilje mod kvinder på arbejdsmarkedet, har meget svært ved at bidrage med 100 procent til landets udvikling. Hmm, for de af os som kunne finde på at mene, at det danske velfærdssamfund er bygget på kvinders ligestilling og lige (eller i hvert fald so so!) deltagelse på arbejdsmarkedet er der sørme lang vej for lande som Bangladesh! Heldigvis er der en stor del af landes politiske elite og vigtige donorer (og da også en del såkaldte ”almindelige” mennesker), som har lugtet lunden så måske vil der ske underværker i fremtiden.

Jeg vil slutte med et citat af den afghanske kvindesagsforkæmper og menneskerettighedsaktivist, Malalai Joya, som kæmper med livet som indsats for at forbedre forholdene for den undertrykte befolkning og ikke mindst for kvinderne i Afghanistan (fra 2007 - min egen sammenskrivning):

They will kill me,
but they will not kill my voice,
because it will be the voice
of all Afghan women.

You can cut the flower,
but you cannot stop
the coming of spring.



Billeder: Udsigt fra det bangladeshiske parlament, a working woman :) - mig ved min computer på ambassaden, og udsigt over Gulshan Lake viser lidt af kontrasterne i Dhaka.

Første field trip – Chittagong Hill Tracts

I går havde jeg min første sygedag her i Dhaka. Ikke uventet forårsaget af maveproblemer. Utroligt så meget man kan få sovet, læst, skrevet og tænkt (aka keedet sig) når man bliver tvunget til holde sengen i en hel dag. Men så blev der heldigvis også lejlighed til endelig at få skrevet det længe forberedte indlæg her, om mit første field trip til Chittagong Hill Tracts.

Som jeg har skrevet tidligere, var der planer om at tage en tur til denne – meget talte om og meget anderledes – del af Bangladesh, som ligger i det sydøstlige hjørne lige op af grænsen til Burma. Egentlig skal vi varsle den slags ture 10 dage i forvejen til de rette myndigheder, da det kræver politieskorte osv. for ”officielle besøg” til området. Men det gik med fem dage alligevel så af sted kom vi.

Og en ting har jeg i hvert fald fået ud af det: Bangladesh er mange ting. Og meget andet end Dhaka. Allerede da vi landede i havnebyen Chittagong, som er den næststørste by i Bangladesh og ligger et par timers kørsel fra Chittagong Hill Tracts, var der forandring at mærke. Det mest tydelige var havbrisen (og den tilhørende strand og containerhavn) og det buddhistiske tilsnit.



Netop ude af flyet kørte vi ud til stranden, hvor en lille buddhistisk ceremoni fandt sted midt i menneskemylderet. Man var nær blevet væk i et kaos af handlende, sælgere og tilskuere til ceremonien. Bagefter var vi en tur i Foy’s Lake, som er et parkagtigt område med en kæmpe sø, restauranter og et enkelt pariserhjul. Man skal betale entré, hvilket begrænsede menneskemængden derinde og gjorde det til et dejligt fredeligst sted at være. Så allerede her kunne man mærke at man var væk fra menneskemylderet og osen i Dhaka.

Dagen efter kørte vi til selve Chittagong Hill Tracts. Halvvejs blev vi mødt af en lille lastbil fyldt med soldater med skarpladte våben – det var vores politieskorte…Lastbilen viste sig og være en lidt ældre en af slagsen, som mere tøffede end kørte op af de stadig større bakker og satte en mindre dæmper på tempoet. Frem kom vi dog og det var en spændende biltur, som gav bare et begrænset billede på, hvad der gemmer sig rundt om på landet i Bangladesh. Meget frodigt, bille små landsbyer, hvor hvert hus er udstyret med en fiskedam til husforbrug. Derudover de sædvanlige småforretninger i de lidt større byer, skolebørn og alverdens folk gående langs vejen fra den ene landsby til den anden.

Selve Chittagong Hill Tracts (CHT) er smukt. Og igen anderledes. Landsbyerne vi besøgte er placeret ude på små øer i en kæmpe sø, og kun farbare med båd. Enten halvstore træ-færger eller små lavtgående både, som højest kan tage to-tre personer af gangen – måske en lille familie. Overalt blev vi mødt med næsten utrolig venlighed og gæstfrihed. Fordi vi havde hele to regeringsfolk og en viseambassadør med var der gjort det helt store klar til os lige fra lækker frokost til småpiger der sang kor og æresporte, der bod velkommen, når vi lagde til i en landsby. Ca. halvdelen af befolkningen i CHT taler ikke bangladeshisk, men kun chakma eller et andet lokalt stammesprog. Alligevel blev der lyttet ærbødigt til talerne – også de der var på engelsk. En ældre dame, som havde holdt min taske, da vi skulle klatre fra en landsby til en anden, kom hen til mig inden vi gik. Hun samlede hænderne foran ansigtet som hilsen, tog min hånd og lagde sin egen på sit hjerte – hun var glad for at have mødt mig.

Danmark støtter CHT med en håndfuld projekter. Formålet med vores tur var at deltage i en ceremoni for et af projekterne, som handler om at hjælpe de oprindelige folk med at beholde brugsretten over et fælles skovområde og hjælpe dem med at forbedre denne brug. Et andet var at deltage i en workshop som er startskuddet til et projekt, som skal forbedre vand- og sanitetsforhold i landsbyerne i området. Projektet har været længe under vejs på grund af regeringens langsommelige godkendelsesprocedure, men nu er det endeligt godkendt og kan komme rigtigt i gang. Som så mange andre steder er vores tilstedeværelse i CHT en dråbe i havet i det store billede. Men for dem vi når ud til betyder det at deres hverdag på markante områder bliver ændret til det bedre. Derfor er landsbyboerne og de lokale autoriteter taknemmelige.

Jeg håber billederne giver et lille billede af, hvor smukt og fredfyldt og hvor mangefarvet dette land kan være.




Kathrine