At have besøg hjemmefra når man har været ude længe er lidt som at se sig selv I et spejl – sådan et stort et hvor man også kan se omgivelserne – efter ikke at have kigget i et længe. Efter et stykke ude holder man op med at lægge mærke til hvordan alle de nye indtryk aflejrer sig på en og man glemmer hvor stor en oplevelse selv en lille tur ned ad gaden er i starten, hvor alting stadig er nyt og friskt og hvert et gadehjørne en ny udfordring. Så jeg har haft forældrene på besøg. Og det var lidt sådan jeg havde det. Selvom jeg på forhånd havde forsøgt at forberede mig på, hvordan det blev, var det en stor oplevelse. Midt i glæden ved at vise rundt i min hverdag og i forsøget på at vise alle mine yndlingsting og steder frem for dem gik det op for mig, hvor meget jeg holder af at være her i Bangladesh.
Jeg elsker den lille bazar bag det lokale marked, hvor man kan købe alle slags grønsager, frugter, krydderier, ris og andre dagligvarer og hvor duften af det alt sammen er så overvældende at den sammen med råbene fra alle sælgerne som forsøger at få en handel i hus, er absolut fortryllende. Jeg elsker de søde rickshaw chauffører som synger bengalsk populærmusik mens de kører en (med varierende succes, men altid lige højt og vedgående), og kan lyde helt hjerteknuste, når man afviser dem og siger man ikke har brug for at blive kørt i dag – ”noo…why?!”.
Eller de unge fyre i mit lokale supermarked som på trods af en umåde stor entusiasme på ingen måde kan finde ud af at pakke et indkøbsnet selvom de er ansat til netop det og tilsyneladende er beskæftiget med det hver dag, ugen ud. Den stærke blomsterduft fra de mange
blomsterforretninger, de søde tandløse damer... som smiler til mig når jeg går forbi så hele deres ansigt krakelerer i små rynker. De unge kvinder jeg møder på vej til ambassaden hver morgen, gående i lange rækker ivrigt snakkende, leende, sættende hinandens hår i forbifarten, på vej til
tekstilfabrikkerne til en (i hvert fald i danske øjne) ussel løn og uvisse arbejdsforhold, men lysende af energi og selvtillid fordi de tjener deres egne penge.
Jeg kunne blive ved. Og jeg er ked af at sige det til alle jer derhjemme. Men lige nu kan jeg på ingen måde forestille mig at forlade Bangladesh. Så der er underligt for netop nu føles det også som om der ikke er særlig lang tid til jeg skal af sted. Nok fordi alle rejser – eller sådan føles det i hvert fald – i disse dage er der stor udskiftning. Og fordi antallet af uger jeg har tilbage nu er under ti og kan tælles på fingrene. Så jeg har allerede travlt med at komme i tanke om alle de ting jeg skal nå at se og opleve inden det er slut – for denne gang, for jeg er ret sikker på, at jeg kommer tilbage.
Som jeg også har skrevet før, så er det Bangladesh man møder på landet utroligt smukt – her mener jeg både landskabet og dets mennesker – og jeg ville ønske flere mennesker kunne opleve det. For det er det Bangladesh – foruden alt det jeg lige har nævnt – som gør at jeg kan forestille mig at man kan bruge et liv på at hjælpe disse mennesker med at skabe en bedre udvikling for deres land.
I fredags var jeg til WANA festival 2008 i Mymensingh omkring 4 timers kørsel nord for Dhaka (endnu engang et stenkast fra den indiske grænse – man skal ikke kører ret langt før man kommer det her i Bangladesh). Vi tog af sted klokken seks om morgenen for at undgå trafikpropper og havde en rigtig flot tur nordpå hvor samtalerne blandt andet gik på hvor man kan/skal tage hen på ferie, hvis man bor her (Bangladesh ligger jo lige i smørhullet af Asien med Nepal, Thailand, Malaysia, Kina, Cambodja , Vietnam og Indien spredt rundt om sig).
Som jeg har oplevet før i Rajshahi blev vi budt stormfuldt velkommen og blev iført traditionel hovedbeklædning med fjer og fine perler. Rismelsmaling i hovedet (det er en slags velsignelse) og så af sted for at se hvordan den ene Garo-landsby (det der den oprindelige befolkningsgruppe som holder festivalen) ankom efter den anden, dansende i flotte kostumer med trommer og symbolske høstgaver til ofring under festivalen.
Wana er en høst festival, hvor Garo’erne fra gammelt tid har ofret en del af høstudbyttet og takket bjergene, vandet, træerne, solen og himlen for en god høst. Selve ofringen, hvor en præst lettere beruset af risvin (smager i øvrigt ækelt – fik serveret en kopfuld, som jeg dog nøjedes med et enkelt nip af…) messede og dansede foran offergaverne mens han svingede store røgelseskar, var fascinerende. Og dansekonkurrencerne og den efterfølgende prisoverrækkelse, hvor en flok skrigende og jublende piger blev tildelt en kæmpemæssig vild gris i førstepræmie til at tage med hjem til deres landsby til Jul ligeså. På vej hjem i bilen blev vi fanget af Dhaka-trafikken og sad fast i to timers køer inden vi endelig nåede hjem til hoveddøren. Men endnu engang var oplevelsen den lange tur og den hasarderede kørsel værd - og endnu en grund til at forelske sig i Bangladesh, i dets skønhed og i alle de farverige mennesker som befolker det.
