Mine drømmes Bangladesh

Jeg besøgte Bangladesh’ parlamentsbygning første gang for over et år siden og var betaget over hvad jeg så og hørte om arkitekturen og bygningsværket. Efter mange flere oplevelser med Bangladesh i rygsækken, og – vil jeg påstå – med et noget mindre idealiseret billede af landet i hovedet, end jeg havde dengang, har jeg så besøgt det igen. Ligesom første gang er jeg efterladt med en følelse af inspiration, nysgerrighed og respekt for den kultur og det land, som omgiver mig. ”Et monument for demokratiet”, som en arkitekt der var med på besøget og viste os rundt formulerede det, og samtidig et vidne om den stolthed hvormed bangladeshere omtaler og behandler deres kulturelle arv og deres historie.

Louis Khan kom til Øskpakistan fra USA første gang i 1960’erne uden tidligere at have været i regionen, men satte sig ind i landet og den befolkning, han skulle tegne et parlament for. Parlamentet var ment som et ekstra parlament beregnet til de pakistanske parlamentarikernes forsamlinger med mellemrum blev flyttet fra hovedstaden i vest til ”den anden hovedstad” i Dhaka i øst. Undervejs fik Kahn dog hints fra sine østpakistanske arbejdsgivere om, at han hellere måtte gøre plads i parlamentssalen til et helt, selvstændigt parlament, for Bangladesh ville snart blive selvstændigt. Han blev taget med rundt til gamle buddhistiske templer og moghulske bygningsværker og lod sig inspirere af den bangladeshiske befolkning, deres tro, historie og kultur og af det bangladeshiske landskab. Det som gør parlamentet storslået i dag, som gør bangladesherne stolte af det, og som gør det til så stor en oplevelse at besøge som udlænding, er den måde det synes at sammenfatte Bangladesh’ kompleksitet som land i sin simple arkitektur.

Vores arkitektoniske guide i dag sagde en interessant ting omkring Bangladesh’ fattigdom og udvikling. Han sagde at godt nok er Bangladesh fattigt, og et parlament til 100 mio. danske kroner (ikke omregnet til nutidige penge) kan virke stort, men Bangladesh – eller området heromkring - har kun været fattigt i 300 år og var førhen et af verdens rigeste og mest frodige områder. Hvorfor skulle Bangladesh forblive i denne fattigdom, når den udgør så lille en del af den samlede historie? Og hvorfor bygge et parlament, der er mindre storslået end den kultur og historie, som det land og den befolkning det tilhører besidder? Kloge og gode ord at høre for vestlige ører, der alt for tit forfalder til en forestilling om lande som Bangladesh, som nedsunken i kronisk fattigdom, dybt afhængige af vores hjælp både økonomisk, vidensmæssigt og kulturelt.

Sydasien havde bysamfund 2500 år før vores tidsregning. Civilisationer i dette område har besiddet matematisk viden, som er fuldt på højde med vores samtidige videnskabelige formåen både før og under det vi kalder Oplysningstiden. Hvor stor betydning har det, at både os der arbejder med udviklingens gåder i Sydasien og andre regioner hvis storhed de sidste århundreder er gået i grus, og de som bor her, så ofte glemmer dette? Og hvad betyder det for en nation at blive berøvet sin stolthed, sin historie og kultur gennem få århundreder af fremmed overherredømme? Hvad hvis den tyske besættelse af Danmark havde varet 100 år i stedet for 5 – hvad hvis den varede 200?

Det er befriende at blive bekræftet i den fascination og respekt for en region, et land og en kultur, som er grunden til at man drages mod denne del af verden. Bag fattigdommen, støvet og problemerne rejser sig et Bangladesh, som det kunne være, og som det engang kan blive. Og frem for alt må vi huske, at når vi tager ud i verden, og forsøger at opbygge demokratier, skabe økonomisk og social udvikling og lære befolkninger om menneskerettigheder, så må vi gøre det med respekt og med viden. Respekt for befolkninger og lande, som er meget mere end den underudvikling de ofte reduceres til, og viden om de samfund, som rummer ting præcis lige så storslåede som vores civilisations baggrund, som har deres egen Homer og Platon, deres egen Mozart, Kierkegaard, Victor Hugo og H. C. Andersen, og hvis udvikling vi aldrig vil kunne hjælpe, hvis ikke vi hjælper dem med at skabe den på den baggrund, hvorpå deres land er bygget.

Hverdagens modsætninger - drømmen om at skabe forandring

Jeg ser ud over Dhakas trætoppe og hustage fra stuevinduet i vores nye lejlighed. Den er placeret på 4.sal og ligger dermed øverst oppe dermed den gode udsigt (samt sikring af dagens motion). Om morgenen kan man, hvis det er klart vejr og man er tidligt oppe, se solen stå op over byen og en bølge af gyldent lys vælte ind gennem vores østvendte vinduer og blive reflekteret i de flisebelagte bangladeshiske gulve. Man bliver rent faktisk blændet. Tagterrassen som ligger lige udenfor vores spisestue er i øjeblikket præget af byggerod, da ham som ejer bygningen har besluttet at skifte de vandrør som løber hele vejen rundt i kanten. Til gengæld er den lige så stor som lejligheden og har også udsigt over hele Dhaka til begge sider. Hvis økonomien tillader, bygger vi en bambus-stue derude, som kan skærme mod solen nysgerrige naboer. Ind til videre er brugen af terrassen begrænset til vaskemaskinen, som står derude under et halvtag, samt tørring af tøj i solen, som lige nu brænder så stærkt de fleste dage at det kun tager et par timer at få det hele tørt. Monsunen har været her – i en grad så det her rusket og væltet ned fra himlen og skabt nærmest bibelsk kaotiske tilstande på gader og stræder. Nu ser det efterhånden dog ud til at blive mere tørt, og tilbage er varmen og en strålende, bagende sol som får Dhaka til at gløde og støvet til at rejse sig fra de før så mudrede gader.

Bortset fra flytningen er livet i Dhaka som altid. Fra gaden kan vi høre de karakteristiske lyde af rickshaws, tiggere og dyttende biler, Airconditions og fly som letter og lander i Dhakas lufthavn. Og så har vi fået strømafbrydelserne tilbage. Bangladesh producerer langt fra strøm til alle sine beboere, og især i de varme perioder, hvor alle som har råd bruger airconditions døgnet rundt, er der afbrydelser flere gange dagligt i gerne i omkring en time af gangen. Man genfinder hurtigt sine rutiner. Oplad den bærbare og mobilen, når strømmen er der også selvom de ikke er helt flade endnu, luk døren til soveværelset, når du går ud om aftenen så den kolde luft ikke siver ud hvis strømmen går mens du er væk. Og hav altid en lommelygte klar i tilfælde af at du skal finde vej i mørket. Osv. Da vi kom hjem fra vores ferie i Thailand i søndags, var der 36 grader i hele lejligheden. Det tog en times tid før man kunne opholde sig her, uden at føle at man blev bagt levende.

Man kan lære af Bangladesh. Også nogle gange mere end man har lyst til. Fattigdommen her er enorm og bliver ikke mindre overvældende med tiden, måske endda tvært imod. At man kan læse i diverse rapporter at 40 procent fortsat lever under fattigdomsgrænsen er én ting. Noget andet er at opleve fattige tiggere banke på bilruden, når man holder stille i et vejkryds, eller måtte skubbe tiggende børn ned fra sædet i ens auto-rickshaw, fordi de er så ivrige efter at få et par taka eller komme af med en af de blomster eller små bamser, som de løber rundt og sælger. Hvad gør det ved en person, at måtte erkende, gang på gang på gang, at man er magtesløs overfor sine medmenneskers fattigdom, sult og elendighed? At anerkende, at man ikke kan råbe verden op, eller bare sørge for at de finder et job og et sted at bo. Det føles forfærdeligt. Alligevel lærer man sig at ignorere deres stemmer og se bort. Engang imellem kan man udveksle et smil, en hilsen eller et håndtryk med disse mennesker, hvis liv er så langt fra vores både her og i Danmark, at det er svært at begribe. Måske kan jeg hjælpe én, måske to eller 100 ud af de millioner som bare i Bangladesh frister denne tilværelse. Nogle af dem ser lykkelige ud. Om de er det, tror jeg ingen rigtigt kan bestemme for hvordan måler man lykke? Er den absolut eller er et smil når en fattig mor leger med sit barn på gaden tegn på at verden for hende er værd at være i? Jeg kan smile når jeg ser gadebørn glemme at tigge eller pudse bilruder på forbipasserende biler, fordi de løber og leger på kørebanen. Smile af hvordan den barnlige lykke kan skinne igennem trods den alt for tydelige armod. Hvordan gør vi disse menneskers liv bedre? Og hvad vil det sige – ved de det selv?

Bangladesh er mange ting. Her er vores hverdag. Her er et af verdens fattigste lande, som også huser utrolig rigdom. Her er ufattelig skønhed og elendighed og mørke i et tæt sammenvævet spindelvæv som kun de færreste kan forstå eller kortlægge. Her er vores nye lejlighed, vores liv som vi deler med alle fra gadefejeren til tiggeren, millionæren og bureaukraten. Vi deler gaderne, byen og rummet – vores vilkår go liv er ganske forskellige. I de sene eftermiddage kan jeg sætte mig ned. Læse. Forsøge at forstå, blive klogere på dette virvar. Det kommer i bidder, forståelsen og lærdommen. Både af skønheden og af det grimme. Hvad vil det sige at have taget en profession som udviklingsarbejder? Eller forsker? Hvordan skal jeg vide, hvad der kan gøre fattigdommen i verden mindre? Udover det åbenlyse, som ofte også er det svære, hvis ikke umulige at gennemføre. Det føles på én gang godt, fremmed, overvældende og skræmmende at udfolde disse personlige som faglige tanker lige midt i den verden, jeg har svoret, jeg ønsker at gøre bedre. Det lyder næsten arrogant, eller måske blot idealistisk?, at komme med sådanne ønsker. Ikke desto mindre er det jo derfor, vi er her.

Mens vi venter på regnen

Tilbage i Dhaka. Solen skinner og trodser hver dag kalenderens insisteren på at det er juli og burde være monsun ved at skinne fra en stort set skyfri himmel. Engang imellem afbrudt af et enkelt regnskyl eller et gråt skydække. Nogle vil tænke global opvarmning. Måske er det bare kollektiv dårlig hukommelse – nogen siger at det altid først begynder at regne i august. Resultatet er det samme: varme, varme og (næsten som hjemme i Dannevang) bønder som begynder at klage over mangel på regn. Vandmangel. Ja, Bangladesh vil muligvis være 1/3 dækket af vand om 40 år, men lige nu venter vi på regnen.

Det er en speciel og intens oplevelse at komme tilbage til et sted som i den grad har været med til at forme ens liv. En hel række af uforglemmelige og definerende oplevelser, indtryk og erfaringer. Det kan godt være lidt overvældende og det tager lidt tid at vende sig til, men nu efter godt to uger er jeg ved at være der. De fleste venner og bekendte her er enten rejst hjem eller på ferie så her er stille lige nu. Tiden er gået med at slappe af, læse, tegne og lave skitser til fremtidige malerier, tage på oplevelse i byen med Christoffer og vende sig til tanken om at dette, at være og bo som udlænding i Dhaka – nu igen bliver permanent for en længere periode.

Det politiske billede efter valget er blandet. På den ene side er alle fortsat glade for at Bangladesh igen har en politisk og demokratisk valgt regering. På en del områder sker der også fremskridt og de fleste virker til at være enige om at det er godt at militæret ikke længere styrer så meget. På den anden side er ordenssituationen blevet markant forringet siden jeg tog hjem, vestlige og rige mennesker som os bliver i stigende grad ”rullet” på gaden om aften, strømafbrydelserne er flere og længere, trafikpropperne værre og mere udbredte. Det virker som om at den nye politiske regering på forunderlig vis ikke har kontrol med en hel række af ting, som overgangsregeringen og militæret før valget havde styr på. Derudover er det svært at gennemskue tingenes tilstand.

Ellers går alt tilsyneladende sin vante gang. Rickshaw driverne mener ikke man kan gå selv på gaden, gadebørnene i bilkøen vil sælge popkorn, slik og store lyserøde candyfloss gennem vinduet i bilen (dem kan man da godt lige ha’ på skødet?!), tekstilarbejderne former lange køer af kvinder i farvestrålende tøj til og fra fabrikkerne hver morgen og aften, og hele Dhaka summer tilsyneladende af hakken og banken fra alverdens bygningsarbejdere der bygger nye flotte villaer, kontorbygninger og Gud ved hvad fra morgen til langt ud på aftenen og natten.

I sidste uge startede jeg som frivillig hos en NGO jeg har fået kontakt til gennem nogle af de Danida-medarbejdere, jeg arbejde med, sidst jeg var i Bangladesh. ALRD (Association for Landreform and Development) er en mindre NGO med hovedkontor ikke så langt fra Parlamentet i bydelen Muhammadpur i Dhaka. Første besøg hos dem var lidt af et kulturchok. Velkommen til udviklingsarbejde i Bangladesh udenfor spotlightet af udenlandske NGO’er og FN-organisationer og donorambassader. ALRD’s kontor er pænt, men småt og lidt nedslidt. Det er tydeligt at det er engagement og politisk idealisme som i meget høj grad driver værket. Der bliver arbejdet med problemstillinger og emner som er kontroversielle i Bangladesh. Landreform – udfordringen af den måde jord såvel som vand og andre naturressourcer bliver fordelt på. Oplysning og kapacitetsopbygning af den allerfattigste del af den bangladeshiske befolkning; de jordløse, minoriteterne, kvinderne og den oprindelige befolkning. Jeg kan genkende en hel del af den idealisme og determinerede stemning og den kultur som findes her fra mit eget politiske arbejde. Fantastisk at genfinde det her på den anden side af jorden.

Kulturchokket lagde sig allerede på andendagen en del selvom der stadig er arbejdsgange og kulturelle ting som kan overrumple mig. Foreløbigt har jeg færdiggjort mit introduktionsforløb. Talt med alle sektionerne og diskuteret muligheder for, hvordan jeg kan indgå i arbejdet når jeg kommer tilbage fra Danmark. Organisationens leder er en ældre sympatisk mand i tunika med hvidt uordentligt hår og en eftertænksom måde at tale på og bliver af alle i organisationen omtalt og tiltalt som Huda Bai (Bai betyder bror på bangla – hans rigtige navn er Shamshul Huda). Han minder lidt om en Gandhi-tilhænger fra 30ernes frihedsbevægelse i Indien. Til august begynder det rigtige arbejde – så må vi se hvad det byder på.

For et år siden 24. juli 2008 ankom jeg grøn, spændt og helt alene til en ny og fremmed by. Livet i Dhaka et år efter er det samme og det er meget anderledes. Jeg er tilbage - i en by jeg kender en hel del bedre. Med nye forventninger og ideer om det liv jeg skal leve her. En ny hverdag. Og med Christoffer til at dele det hele og bygge den nye hverdag med. Det er godt at være tilbage.