2nd field trip - Rajshahi og Chapai

Kun 14 dage efter hjemkomsten til Dhaka gik turen i sidste uge ud af storbyen igen – denne gang til Rajshahi og Chapai helt op til den vestlige indiske grænse. Sammen med Nishan Chakma – en af programofficererne fra vores Danida kontor – skulle jeg deltage i en workshop med vores partnere i et projekt med jordløse oprindelige folk, som dækker hele Bangladesh. Projektet laver vi i samarbejde med den britiske NGO, Oxfam og en lang række lokale civilsamfundsorganisationer, som arbejder med oprindelige folks rettigheder. Vi skulle besøge målgruppen for projekterne – de jordløse oprindelige folk - og deltage i videndelingworkshops og diskussioner med alle de lokale partnere, som var samlet på et guesthouse helt ude på landet kun ca. 10 kilometer fra grænsen til Indien. Sammen med de lokale partnere arbejder vi for at udbygge og kapacitetsopbygge de oprindelige folks egen organisering, sikre at børnene får en uddannelse ved at tilbyde undervisning på både bangla og deres eget sprog, samt generelt at informere dem om deres rettigheder, som de ofte ikke kender.

Selve bilturen til vores destination var en meget typisk bangladeshisk oplevelse. Man får efterhånden et andet forhold til afstande når man bor her og en tur ind til centrum af Dhaka tager en time til halvanden. Så de 6-7 timer i bil hver vej skulle være til at leve med. Især når man kunne kigge på naturen og landsbylivet gennem vinduerne hele vejen. Denne del levede da også op til forventningerne – det var endnu engang en utrolig smuk oplevelse at komme udenfor Dhaka og jeg tror faktisk at det vestlige Bangladesh – jo længere vest på man kommer – er det smukkeste jeg har set so far. Måske lige bortset fra Chittagong Hill Tracts. Der ventede dog et par overraskelser undervejs, som man nok godt havde kunnet leve uden selvom de vist er en del af oplevelsen af at være i Bangladesh. Først tog det os tre timer at komme ud af Dhaka fordi vi blev fanget i morgentrafikken – 7am er åbenbart ikke tidligt nok at tage af sted hjemmefra hvis man skal undgå den…Vel udenfor Dhaka og efter forfriskning og te-stop nåede vi dårligt nok op i fart – heldigvis – før bilen gav et kæmpe bump og vi måtte køre ind til siden. Jeg tror aldrig jeg har set et SÅ absolut punkteret dæk. Det var flækket fra den ene side til den anden og fuldstændigt tømt for luft…Heldigvis havde vi reservehjul og kom videre efter kun tre kvarters ufrivillig pause i middagsheden. Endelig fri af storbyens trafik og med et friskt hjul på plads under bilen regnede jeg så med at vi ville sætte farten lidt op.

Desværre har man vist ikke forstået hvad ”dårlige veje” betyder før man har prøvet at køre på vejene på landet i et uland. Der var konstant huller og vi slingrede af sted i både den ene og den anden vejbane for at undgå de værste kratere. Omkring 200 km fra vores bestemmelsessted blev vi mødt af en militærbil og en flok bevæbnede politifolk – vores politieskorte, som jeg havde håbet vi ville undgå, men altså alligevel var dukket op for at ledsage os resten af vejen (og i øvrigt holde vagt udenfor vores guesthouse hele natten – stakkels gutter!). Politieskorter i Bangladesh er altid kendetegnet ved deres elendige køretøjer og de tre vi nåede at stifte bekendtskab med undervejs var ingen undtagelse. Sort røg væltede ud af udstødningen og farten kom aldrig over 60 km/t. For ikke at sige at de mange huller i vejene som kun blev værre efterhånden som landskabet blev smukkere og vi kom længere ud på landet, stort set var en umulig opgave at forcere for disse oldfund af politibiler. Sikke et cirkus. Efter elleve timer var vi endelig fremme – så kan bilferierne i Østeuropa godt gå hjem og lægge sig.

Da vi endelig kom frem til vores guesthouse viste turen heldigvis at være det værd. Stedet hvor workshops og møder skulle foregå lå fuldstændig ude i ingenting og allerede på vej ud af den lille markvej forbi det ene søde dukkehus af ler og strå efter det andet, rismarker og palmer, mindede det mig så meget om det Sydindien jeg husker fra Tamil Nadu, at jeg blev helt nostalgisk. En fornemmelse af at være kommet hjem til et elsket og savnet sted efter rigtig mange år. Næste dag kørte vi af sted igen til en af landsbyerne i nærheden, hvor nogle oprindelige folk, som var blevet frataget den jord de boede på for nogle år siden, har bosat sig på noget ikke-bebygget statsejet jord og etableret en ny landsby der.

Selve landsbyen er noget af det smukkeste jeg har oplevet. Vi blev modtaget så snart vi kom ud af bilerne af landsbyens beboere og kvinderne begyndte straks at danske og følge os hen til deres landsby, som lå fem minutter derfra af en lille sti mellem to rismarker. Inde i landsbyen skulle jeg og en anden af de besøgende fra en af de lokale organisationer som også var kvinde, have vasket fødder af en gammel kvinde og vi fik alle blomsterkranse om halsen og blev sat ned på bambusmåtter midt i landsbyen, hvor mødet skulle foregå. Hele landsbyen emmede af imødekommenhed og stort set alle beboere indfandt sig snart rundt om på bambusmåtterne for at følge med i det spændende besøg. Som vestlig (og hvid!) kvinde tiltræk jeg mig ekstra opmærksomhed og især landsbyens kvinder var utroligt interesserede i at vide hvem jeg var og hvad jeg lavede der. Virkeligt sjovt at forsøge at kommunikere med dem og meget irriterende at hverken mit eller deres bangla var godt nok til at vi kunne kommunikere ordentligt.

Mødet gik med at vi spurgte landsbyens relativt nyetablerede ”klub” ud om deres organisering, økonomi, vedtægter etc. Klubben består af 18 medlemmer hvoraf cirka halvdelen var kvinder, som repræsenterede de 24 familier i landsbyen. Nogle steder var både manden og konen i en familie medlem af klubben. Hovedformålet er at organisere sig og kræve sine rettigheder som fx 100 dages arbejde om året, som regeringen garanterer alle fattige, eller at gøre krav på ubrugt statsejet jord, som de har krav på når de ikke selv ejer noget. Vi forsøger at tilbyde træning til klubbens medlemmer igennem de lokale partnere, men da de alle er daglejere og derfor ikke så godt kan forlade landsbyen er det svært. Et andet problem er at stort set alle i disse landsbyer oftest er analfabeter – i denne landsby vor der én som kunne læse og skrive – hvilket gør at de ikke kan nedskrive vedtægter eller tage referater af møder. Jeg spurgte hvorfor de ikke havde gået i skole, hvortil de svarede at for 10-15 år siden var der ingen skole i området, men nu hvor der er en, sender de deres børn der for at lære at læse, skrive og regne. Vi ville gerne tilbyde dem en 1-2 førskoling til børnene så de bedre kan følge med i undervisningen i den bengalske skole selvom bangla ikke er deres modersmål, men lige nu er der for få børn i de oprindelige landsbyer i området til at det kan lade sig gøre. Det betyder desværre at frafaldet er langt større blandt disse børn, end blandt den almindelige bengalske befolkning. Heldigvis får børnene dog lov at gå der – i nogle dele af Bangladesh har de tidligere ikke haft lov til det, og man kan stadig finde restauranter og cafeer nogle steder, hvor ”adivashis” – det er fællesbetegnelsen for det oprindelige folk – ikke må komme. Selvom det er ulovlig diskrimination sker det stadig i praksis.

Efter mødet i denne landsby gik turen til to mere, hvor vi ligeledes holdt møde med landsbyens klub og spurgte dem ud om deres leveforhold, organisering osv. Efter en lang dag samlede vi op tilbage på vores guesthouse og deltagerne fra de forskellige lokale partnere brugte timer på at diskutere deres observationer med hinanden, skrive ned og komme med forslag til forbedringer af projekterne. Dagen efter tog vi turen tilbage til Dhaka, som heldigvis gik langt stærkere end turen ud – kun 6-7timer! – og forløb ret smertefrit. Men det var bestemt med hovedet fuldt af indtryk og nye tanker at jeg lagde det på puden den torsdag aften!

Et andet Bangladesh

I sidste uge forlod jeg Dhakas støvede gader sammen med en tysk veninde, Monika, og kørte nordpå cirka fem timer til området omkring den - efter lokal målestok - mindre by, Srimangal - den har kun en million indbyggere - som ligger helt tæt på grænsen til den indiske delstat, Tripura. Det var en lang køretur, men efter omkring fire timer afløstes den brede trafikerede landevej lige så stille af smukt oversvømmede rismarker så langt øjet rakte. Vi krydsede en større flod og landevejen blev til jordveje som fortsatte og efterhånden kantedes af små landsbyer med hvide huse af kalket lerjord med stråtag og små bambusbroer som førte over grøften mellem vejen og den beskedne private grund omkranset af bambushegn og palmetræer.

Efter endnu en lille times kørsel kom vi gennem selve Srimangal og det sædvanlige vrimmel af mennesker, støv og larm, og ud på den anden side, hvor vejen snoede sig videre mellem teplantagernes grønne bakketoppe frem til vores hotel, som lå midt ude i det hele. Et andet Bangladesh var ved at tone frem gennem bilens ruder. Efter at have pakket ud, spist frokost bestående af ris, dal og curry, og holdt en mindre pause, blev vi afhentet af vores guide, Shablu, som ville vise os rundt i den lokale teplantage, Finlay Tea, og tage os med til en såkaldt ”indfødt landsby”, hvor et af Bangladesh’ mindretal har deres eget lille minisamfund. Først teplantagerne. Selvom det lidt smattede vejr og vores dårlige fodtøj hurtigt blev en udfordring lykkedes det at komme rundt af de små stier. Billederne taler vist bedre end det kan beskrives, men teplantagerne i Srimangal er utroligt smukke, ufatteligt grønne så langt øjet rækker, og da man i Bangladesh meget sjældent finder en kvadratmeter uopdyrket, afløst af næsten de næsten selvlysende lysegrønne rismarker på de små områder, hvor teplanterne ikke kunne vokse.

Vores guide fortale os at tearbejderne – som udelukkende så ud til at være kvinder - er efterkommere af arbejdere fra den indiske delstat, Orissa, og kom med til plantagerne i Bangladesh dengang briterne grundlagde plantagerne. Deres familier har boet og arbejdet i områdets plantager lige siden. De får 60 taka (omkring 5 kr.) i løn om dagen når udgifter til husleje og medicin er trukket fra af plantageejerne, bor oftest i nærheden af plantagen og bliver transporteret til og fra arbejde på ladet af små lastbiler. Vi er åbenbart lige pludselig havnet i noget der minder utroligt meget om et feudalsamfund og i hvert fald er himmelvidt forskelligt fra det Bangladesh man møder i Dhaka. Efter plantagerne kører vi videre til den lille landsby, hvor vi får fremvist lokalt fremstillede tekstiler, tasker og andet vævearbejde og en hel flok småbørn stopper op midt i deres leg for at holde nysgerrigt øje med os og få taget billede mens vores guide ihærdigt insisterer på, at de ligner japanere fordi de ser anderledes ud end almindelige bengalere – i virkeligheden er de lige så bangladeshiske som han er.

Dagen efter går turen til en nærliggende regnskov, som netop er blevet gjort til nationalpark af de bangladeshiske myndigheder. Ved første øjekast ligner indkørslen en indkørsel til en hvilken som helst skov i Danmark bortset fra at bøgetræerne er skiftet ud med 20 meter høje palmer. Efter en mindre gåtur ind ad skovvejen begynder palmerne dog at tætne omkring os, jeg kan høre regnen dryppe ned gennem det tætte bladtag og fuglene skrappe højt oppe. De små jordveje er ikke helt jævne men snor sig op og ned og bliver til små floder her og der efterhånden som regnen tager lidt til. Det rødbrune lersjap bliver hurtigt en større udfordring end småvejene i plantagerne dagen før og vi kommer ikke så hurtigt frem. Det går op for mig at jeg er omgivet af planter og palmearter, som jeg ellers kun ville se som miniudgaver i små potter i vindueskarmen derhjemme eller i Palmehuset i Botanisk Have i København. Efter at have sagt ”den kender jeg godt, den har vi også derhjemme – bare MEGET mindre og i en potte indenfor” fem gange, holder jeg op med at kommentere vegetationen og lader bare indtrykket af denne kæmpe smeltekedel hvor alt synes at leve og vokse – ja næsten trække vejret – sætte sig mens vi går videre. Efter et stykke tid kommer vi til en lysning og et lille hus, hvor en familie hilser hjerteligt på os da vi vader over deres gårdsplads. På den anden side af huset dukker et kæmpe areal uden skov frem, tilplantet med limefrugter og utroligt lyst for mine øjne, som har vænnet sig halvmørket i skoven. Duften af lime er fantastisk, og de små buske – som dog når over vores hoveder – oser af frodighed.

Tilbage i det grønne halvmørke går vi dybere ind i skoven. På vejen holder vores guide ivrigt øje med træerne. Han er utilfreds med at vi endnu ikke rigtigt har set nogle dyr. Så pludselig er der gevinst. En hel abefamilie er på vej gennem skoven højt oppe og springer efter tur fra en trækrone til en anden. De store kommer først, så mindre og de helt små baby aber, som utroligt nok også hopper den relativt lange vej i de små grene. Til sidst følger en kæmpe som må være familiens anfører – deres pels skinner sølvagtigt i solen som finder vej gennem bladene så højt oppe. Vi går videre. Vi skal besøge endnu en ”indfødt landsby”, som da også pludselig dukker frem på nogle bakketoppe inde midt i skoven. Også her bliver vi hjerteligt modtaget og alle kigger nysgerrigt på os. Ikke mindst fordi vi i mellemtiden har opdaget et ukendt antal igler på fødder og ben, som nu – efter at iglerne er fjernet – har efterladt bittesmå men ivrigt blødende sår på både mine og Monikas fødder. Kvinderne i landsbyen synes åbenlyst ikke at vores guide har passet ordentligt på os, og byder os indenfor hvor vi får te og mariekiks, mens vores guide fortæller om disse ”indfødte”, som er kristne men viser sig at være første- og andengenerations- flygtninge fra Cambodja, som har slået sig ned her og lever af at dyrke ”beatle nuts” som de sælger på det lokale marked. Vi sidder og snakker lidt mere, sludrer lidt med børnene og med en af de større piger, som vi også køber nogle perlesmykker af, hun netop selv har lavet. Vi forlader landsbyen af endnu en stejl skrænt med fare for liv og lemmer og går tilbage til bilen langs jernbaneskinnerne, som deler regnskoven i to. Den er godt nok blevet gjort til nationalpark, men det forhindrer ikke toget i at kører larmende igennem nogle gange om dagen. Og så er dagen næsten ovre.

På vej hjem i bilen den efterfølgende dag på den støjende landevej tænker jeg, hvordan dette Bangladesh, som jeg netop har oplevet de sidste dage, kan være så anderledes fra det jeg kender fra Dhaka. Og overvejer hvor mange forskellige ”Bangladesh’er” der i virkeligheden findes. Der er i hvert fald ingen tvivl om er livet ude på landet er helt anderledes end det i hovedstaden, og muligvis også minder mere om et liv, man kunne forestille sig at leve, hvis man selv boede her. Den rene luft og de imødekommende mennesker bliver hurtigt afløst af det sædvanlige støv, støj og menneskemylder. Så er vi tilbage i Dhaka og på trods af weekendens store indtryk er det faktisk også meget rart at være hjemme igen.