Om religion og om mennesker

Efter at have boet i Bangladesh godt et år forekommer det mig har jeg efterhånden overvejet dette lands religiøse forståelse en del. Og det forekommer mig, at islam for Bangladesh og bangladeshere har meget tilfælles med den måde lyden af mullahen ved bedetid fredag eftermiddag blander sig med Dhakas intensive soundtrack af tusind forskellige melodier og støjbroer.
Går du forbi moskeen overvældes du af kaldet til bøn som det flyder ud over byen som en tsunami af dyb bekendelse, smuk og intens, og får alle andre lyde fra gaden til at forsvinde. Det føles som om byen holder vejret og står stille, alting trækker sig sammen som en myriade af indtryk - et bombardement af sindet. Man føler duften af te og friturestegte snacks fra boden ved vejkanten, blomsterne, støvet og krydderierne, og lugten af brænderøg som skærer sig gennem luften og river i næsen. Så, som du begynder at gå, falder bønnens tone i styrke og blander sig med lyden af rickshaw chauffører, der tilbyder en tur, en mand som højlydt nynner for sig selv mens han passerer forbi, en cykeltrukket vogn med skolepiger som hujer og råber ved synet af den vestligt klædte kvinde inde på fortovet, og gartneren der i al uforstyrrethed flytter gigantiske stuebirke og palmer over i nye glinsende lerpotter - hans skovl banker mod potterne mens han fordeler muldjord og gødning. Og når jeg går ind af døren i min egen ejendom, og bevæger mig op af trappen, er lyden fra bønnen næsten overdøvet af lyden af mine egne fødder mod betonen.
Udenfor foran moskeen, er Bangladesh' islam stærk og overvældende. I Dhakas gader, i de private hjem og i samfundet generelt, er den blandet op med alle de andre lyde og dufte, som kendetegner Bangladesh. Det kan være svært at forstå for en ikke-troende person som mig, at religion kan være en så privat sag, som den er for befolkningen her såvel som for mange kristne derhjemme. At man på én gang kan være dybt religiøs, og samtidig være den mest åbensindede og sekulære person i verden, er noget jeg har lært mig gennem mødet med folk her i landet. På mange måder har folk her et mere personligt forhold til religion, end vi har i Danmark. Og man accepterer, at vi som vestlige - på en skør og uforståelig måde - lever anderledes og tror på andre guder, ja måske slet ikke tror. Det er nok en lære, vi kan skrive os bag øret. Især når vi gribes af bange anelser om ikke at forstå - ja, for ikke at blive forstået - af nytilkommere til vores eget hjemland, fordi de har en kulturel eller religiøs baggrund, som synes alt for langt fra vores egne pløjemarker og hvidkalkede kultur-kristendom. I virkeligheden taler vi alle sammen det samme sprog og de forskelligheder og uenigheder der findes mellem os, tages bedst som uenigheder mellem individer, og ikke som to civilisationers udødelige kamp mod hinanden.