Om religion og om mennesker

Efter at have boet i Bangladesh godt et år forekommer det mig har jeg efterhånden overvejet dette lands religiøse forståelse en del. Og det forekommer mig, at islam for Bangladesh og bangladeshere har meget tilfælles med den måde lyden af mullahen ved bedetid fredag eftermiddag blander sig med Dhakas intensive soundtrack af tusind forskellige melodier og støjbroer.
Går du forbi moskeen overvældes du af kaldet til bøn som det flyder ud over byen som en tsunami af dyb bekendelse, smuk og intens, og får alle andre lyde fra gaden til at forsvinde. Det føles som om byen holder vejret og står stille, alting trækker sig sammen som en myriade af indtryk - et bombardement af sindet. Man føler duften af te og friturestegte snacks fra boden ved vejkanten, blomsterne, støvet og krydderierne, og lugten af brænderøg som skærer sig gennem luften og river i næsen. Så, som du begynder at gå, falder bønnens tone i styrke og blander sig med lyden af rickshaw chauffører, der tilbyder en tur, en mand som højlydt nynner for sig selv mens han passerer forbi, en cykeltrukket vogn med skolepiger som hujer og råber ved synet af den vestligt klædte kvinde inde på fortovet, og gartneren der i al uforstyrrethed flytter gigantiske stuebirke og palmer over i nye glinsende lerpotter - hans skovl banker mod potterne mens han fordeler muldjord og gødning. Og når jeg går ind af døren i min egen ejendom, og bevæger mig op af trappen, er lyden fra bønnen næsten overdøvet af lyden af mine egne fødder mod betonen.
Udenfor foran moskeen, er Bangladesh' islam stærk og overvældende. I Dhakas gader, i de private hjem og i samfundet generelt, er den blandet op med alle de andre lyde og dufte, som kendetegner Bangladesh. Det kan være svært at forstå for en ikke-troende person som mig, at religion kan være en så privat sag, som den er for befolkningen her såvel som for mange kristne derhjemme. At man på én gang kan være dybt religiøs, og samtidig være den mest åbensindede og sekulære person i verden, er noget jeg har lært mig gennem mødet med folk her i landet. På mange måder har folk her et mere personligt forhold til religion, end vi har i Danmark. Og man accepterer, at vi som vestlige - på en skør og uforståelig måde - lever anderledes og tror på andre guder, ja måske slet ikke tror. Det er nok en lære, vi kan skrive os bag øret. Især når vi gribes af bange anelser om ikke at forstå - ja, for ikke at blive forstået - af nytilkommere til vores eget hjemland, fordi de har en kulturel eller religiøs baggrund, som synes alt for langt fra vores egne pløjemarker og hvidkalkede kultur-kristendom. I virkeligheden taler vi alle sammen det samme sprog og de forskelligheder og uenigheder der findes mellem os, tages bedst som uenigheder mellem individer, og ikke som to civilisationers udødelige kamp mod hinanden.

Mine drømmes Bangladesh

Jeg besøgte Bangladesh’ parlamentsbygning første gang for over et år siden og var betaget over hvad jeg så og hørte om arkitekturen og bygningsværket. Efter mange flere oplevelser med Bangladesh i rygsækken, og – vil jeg påstå – med et noget mindre idealiseret billede af landet i hovedet, end jeg havde dengang, har jeg så besøgt det igen. Ligesom første gang er jeg efterladt med en følelse af inspiration, nysgerrighed og respekt for den kultur og det land, som omgiver mig. ”Et monument for demokratiet”, som en arkitekt der var med på besøget og viste os rundt formulerede det, og samtidig et vidne om den stolthed hvormed bangladeshere omtaler og behandler deres kulturelle arv og deres historie.

Louis Khan kom til Øskpakistan fra USA første gang i 1960’erne uden tidligere at have været i regionen, men satte sig ind i landet og den befolkning, han skulle tegne et parlament for. Parlamentet var ment som et ekstra parlament beregnet til de pakistanske parlamentarikernes forsamlinger med mellemrum blev flyttet fra hovedstaden i vest til ”den anden hovedstad” i Dhaka i øst. Undervejs fik Kahn dog hints fra sine østpakistanske arbejdsgivere om, at han hellere måtte gøre plads i parlamentssalen til et helt, selvstændigt parlament, for Bangladesh ville snart blive selvstændigt. Han blev taget med rundt til gamle buddhistiske templer og moghulske bygningsværker og lod sig inspirere af den bangladeshiske befolkning, deres tro, historie og kultur og af det bangladeshiske landskab. Det som gør parlamentet storslået i dag, som gør bangladesherne stolte af det, og som gør det til så stor en oplevelse at besøge som udlænding, er den måde det synes at sammenfatte Bangladesh’ kompleksitet som land i sin simple arkitektur.

Vores arkitektoniske guide i dag sagde en interessant ting omkring Bangladesh’ fattigdom og udvikling. Han sagde at godt nok er Bangladesh fattigt, og et parlament til 100 mio. danske kroner (ikke omregnet til nutidige penge) kan virke stort, men Bangladesh – eller området heromkring - har kun været fattigt i 300 år og var førhen et af verdens rigeste og mest frodige områder. Hvorfor skulle Bangladesh forblive i denne fattigdom, når den udgør så lille en del af den samlede historie? Og hvorfor bygge et parlament, der er mindre storslået end den kultur og historie, som det land og den befolkning det tilhører besidder? Kloge og gode ord at høre for vestlige ører, der alt for tit forfalder til en forestilling om lande som Bangladesh, som nedsunken i kronisk fattigdom, dybt afhængige af vores hjælp både økonomisk, vidensmæssigt og kulturelt.

Sydasien havde bysamfund 2500 år før vores tidsregning. Civilisationer i dette område har besiddet matematisk viden, som er fuldt på højde med vores samtidige videnskabelige formåen både før og under det vi kalder Oplysningstiden. Hvor stor betydning har det, at både os der arbejder med udviklingens gåder i Sydasien og andre regioner hvis storhed de sidste århundreder er gået i grus, og de som bor her, så ofte glemmer dette? Og hvad betyder det for en nation at blive berøvet sin stolthed, sin historie og kultur gennem få århundreder af fremmed overherredømme? Hvad hvis den tyske besættelse af Danmark havde varet 100 år i stedet for 5 – hvad hvis den varede 200?

Det er befriende at blive bekræftet i den fascination og respekt for en region, et land og en kultur, som er grunden til at man drages mod denne del af verden. Bag fattigdommen, støvet og problemerne rejser sig et Bangladesh, som det kunne være, og som det engang kan blive. Og frem for alt må vi huske, at når vi tager ud i verden, og forsøger at opbygge demokratier, skabe økonomisk og social udvikling og lære befolkninger om menneskerettigheder, så må vi gøre det med respekt og med viden. Respekt for befolkninger og lande, som er meget mere end den underudvikling de ofte reduceres til, og viden om de samfund, som rummer ting præcis lige så storslåede som vores civilisations baggrund, som har deres egen Homer og Platon, deres egen Mozart, Kierkegaard, Victor Hugo og H. C. Andersen, og hvis udvikling vi aldrig vil kunne hjælpe, hvis ikke vi hjælper dem med at skabe den på den baggrund, hvorpå deres land er bygget.