Mens vi venter på regnen

Tilbage i Dhaka. Solen skinner og trodser hver dag kalenderens insisteren på at det er juli og burde være monsun ved at skinne fra en stort set skyfri himmel. Engang imellem afbrudt af et enkelt regnskyl eller et gråt skydække. Nogle vil tænke global opvarmning. Måske er det bare kollektiv dårlig hukommelse – nogen siger at det altid først begynder at regne i august. Resultatet er det samme: varme, varme og (næsten som hjemme i Dannevang) bønder som begynder at klage over mangel på regn. Vandmangel. Ja, Bangladesh vil muligvis være 1/3 dækket af vand om 40 år, men lige nu venter vi på regnen.

Det er en speciel og intens oplevelse at komme tilbage til et sted som i den grad har været med til at forme ens liv. En hel række af uforglemmelige og definerende oplevelser, indtryk og erfaringer. Det kan godt være lidt overvældende og det tager lidt tid at vende sig til, men nu efter godt to uger er jeg ved at være der. De fleste venner og bekendte her er enten rejst hjem eller på ferie så her er stille lige nu. Tiden er gået med at slappe af, læse, tegne og lave skitser til fremtidige malerier, tage på oplevelse i byen med Christoffer og vende sig til tanken om at dette, at være og bo som udlænding i Dhaka – nu igen bliver permanent for en længere periode.

Det politiske billede efter valget er blandet. På den ene side er alle fortsat glade for at Bangladesh igen har en politisk og demokratisk valgt regering. På en del områder sker der også fremskridt og de fleste virker til at være enige om at det er godt at militæret ikke længere styrer så meget. På den anden side er ordenssituationen blevet markant forringet siden jeg tog hjem, vestlige og rige mennesker som os bliver i stigende grad ”rullet” på gaden om aften, strømafbrydelserne er flere og længere, trafikpropperne værre og mere udbredte. Det virker som om at den nye politiske regering på forunderlig vis ikke har kontrol med en hel række af ting, som overgangsregeringen og militæret før valget havde styr på. Derudover er det svært at gennemskue tingenes tilstand.

Ellers går alt tilsyneladende sin vante gang. Rickshaw driverne mener ikke man kan gå selv på gaden, gadebørnene i bilkøen vil sælge popkorn, slik og store lyserøde candyfloss gennem vinduet i bilen (dem kan man da godt lige ha’ på skødet?!), tekstilarbejderne former lange køer af kvinder i farvestrålende tøj til og fra fabrikkerne hver morgen og aften, og hele Dhaka summer tilsyneladende af hakken og banken fra alverdens bygningsarbejdere der bygger nye flotte villaer, kontorbygninger og Gud ved hvad fra morgen til langt ud på aftenen og natten.

I sidste uge startede jeg som frivillig hos en NGO jeg har fået kontakt til gennem nogle af de Danida-medarbejdere, jeg arbejde med, sidst jeg var i Bangladesh. ALRD (Association for Landreform and Development) er en mindre NGO med hovedkontor ikke så langt fra Parlamentet i bydelen Muhammadpur i Dhaka. Første besøg hos dem var lidt af et kulturchok. Velkommen til udviklingsarbejde i Bangladesh udenfor spotlightet af udenlandske NGO’er og FN-organisationer og donorambassader. ALRD’s kontor er pænt, men småt og lidt nedslidt. Det er tydeligt at det er engagement og politisk idealisme som i meget høj grad driver værket. Der bliver arbejdet med problemstillinger og emner som er kontroversielle i Bangladesh. Landreform – udfordringen af den måde jord såvel som vand og andre naturressourcer bliver fordelt på. Oplysning og kapacitetsopbygning af den allerfattigste del af den bangladeshiske befolkning; de jordløse, minoriteterne, kvinderne og den oprindelige befolkning. Jeg kan genkende en hel del af den idealisme og determinerede stemning og den kultur som findes her fra mit eget politiske arbejde. Fantastisk at genfinde det her på den anden side af jorden.

Kulturchokket lagde sig allerede på andendagen en del selvom der stadig er arbejdsgange og kulturelle ting som kan overrumple mig. Foreløbigt har jeg færdiggjort mit introduktionsforløb. Talt med alle sektionerne og diskuteret muligheder for, hvordan jeg kan indgå i arbejdet når jeg kommer tilbage fra Danmark. Organisationens leder er en ældre sympatisk mand i tunika med hvidt uordentligt hår og en eftertænksom måde at tale på og bliver af alle i organisationen omtalt og tiltalt som Huda Bai (Bai betyder bror på bangla – hans rigtige navn er Shamshul Huda). Han minder lidt om en Gandhi-tilhænger fra 30ernes frihedsbevægelse i Indien. Til august begynder det rigtige arbejde – så må vi se hvad det byder på.

For et år siden 24. juli 2008 ankom jeg grøn, spændt og helt alene til en ny og fremmed by. Livet i Dhaka et år efter er det samme og det er meget anderledes. Jeg er tilbage - i en by jeg kender en hel del bedre. Med nye forventninger og ideer om det liv jeg skal leve her. En ny hverdag. Og med Christoffer til at dele det hele og bygge den nye hverdag med. Det er godt at være tilbage.