I går havde jeg min første sygedag her i Dhaka. Ikke uventet forårsaget af maveproblemer. Utroligt så meget man kan få sovet, læst, skrevet og tænkt (aka keedet sig) når man bliver tvunget til holde sengen i en hel dag. Men så blev der heldigvis også lejlighed til endelig at få skrevet det længe forberedte indlæg her, om mit første field trip til Chittagong Hill Tracts.Som jeg har skrevet tidligere, var der planer om at tage en tur til denne – meget talte om og meget anderledes – del af Bangladesh, som ligger i det sydøstlige hjørne lige op af grænsen til Burma. Egentlig skal vi varsle den slags ture 10 dage i forvejen til de rette myndigheder, da det kræver politieskorte osv. for ”officielle besøg” til området. Men det gik med fem dage alligevel så af sted kom vi.
Og en ting har jeg i hvert fald fået ud af det: Bangladesh er mange ting. Og meget andet end Dhaka. Allerede da vi landede i havnebyen Chittagong, som er den næststørste by i Bangladesh og ligger et par timers kørsel fra Chittagong Hill Tracts, var der forandring at mærke. Det mest tydelige var havbrisen (og den tilhørende strand og containerhavn) og det buddhistiske tilsnit.Netop ude af flyet kørte vi ud til stranden, hvor en lille buddhistisk ceremoni fandt sted midt i menneskemylderet. Man var nær blevet væk i et kaos af handlende, sælgere og tilskuere til ceremonien. Bagefter var vi en tur i Foy’s Lake, som er et parkagtigt område med en kæmpe sø, restauranter og et enkelt pariserhjul. Man skal betale entré, hvilket begrænsede menneskemængden derinde og gjorde det til et dejligt fredeligst sted at være. Så allerede her kunne man mærke at man var væk fra menneskemylderet og osen i Dhaka.
Dagen efter kørte vi til selve Chittagong Hill Tracts. Halvvejs blev vi mødt af en lille lastbil fyldt med soldater med skarpladte våben – det var vores politieskorte…Lastbilen viste sig og være en lidt ældre en af slagsen, som mere tøffede end kørte op af de stadig større bakker og satte en mindre dæmper på tempoet. Frem kom vi dog og det var en spændende biltur, som gav bare et begrænset billede på, hvad der gemmer sig rundt om på landet i Bangladesh. Meget frodigt, bille små landsbyer, hvor hvert hus er udstyret med en fiskedam til husforbrug. Derudover de sædvanlige småforretninger i de lidt større byer, skolebørn og alverdens folk gående langs vejen fra den ene landsby til den anden.Selve Chittagong Hill Tracts (CHT) er smukt. Og igen anderledes. Landsbyerne vi besøgte er placeret ude på små øer i en kæmpe sø, og kun farbare med båd. Enten halvstore træ-færger eller små lavtgående både, som højest kan tage to-tre personer af gangen – måske en lille familie. Overalt blev vi mødt med næsten utrolig venlighed og gæstfrihed. Fordi vi havde hele to regeringsfolk og en viseambassadør med var der gjort det helt store klar til os lige fra lækker frokost til småpiger der sang kor og æresporte, der bod velkommen, når vi lagde til i en landsby. Ca. halvdelen af befolkningen i CHT taler ikke bangladeshisk, men kun chakma eller et andet lokalt stammesprog. Alligevel blev der lyttet ærbødigt til talerne – også de der var på engelsk. En ældre dame, som havde holdt min taske, da vi skulle klatre fra en landsby til en anden, kom hen til mig inden vi gik. Hun samlede hænderne foran ansigtet som hilsen, tog min hånd og lagde sin egen på sit hjerte – hun var glad for at have mødt mig.
Danmark støtter CHT med en håndfuld projekter. Formålet med vores tur var at deltage i en ceremoni for et af projekterne, som handler om at hjælpe de oprindelige folk med at beholde brugsretten over et fælles skovområde og hjælpe dem med at forbedre denne brug. Et andet var at deltage i en workshop som er startskuddet til et projekt, som skal forbedre vand- og sanitetsforhold i landsbyerne i området. Projektet har været længe under vejs på grund af regeringens langsommelige godkendelsesprocedure, men nu er det endeligt godkendt og kan komme rigtigt i gang. Som så mange andre steder er vores tilstedeværelse i CHT en dråbe i havet i det store billede. Men for dem vi når ud til betyder det at deres hverdag på markante områder bliver ændret til det bedre. Derfor er landsbyboerne og de lokale autoriteter taknemmelige.
Jeg håber billederne giver et lille billede af, hvor smukt og fredfyldt og hvor mangefarvet dette land kan være.Kathrine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar