Ude og hjemme igen - en udviklingsarbejders dagbog?

Jeg har forladt Dhaka siden sidst – og er vendt ”hjem” igen. Det var en underlig fornemmelse pludselig at tage sig selv i at bruge Bangladesh som referenceramme og det man henviste til, når man skulle beskrive om noget var ”anderledes” eller meget som det ”derhjemme”. Anledningen var en lille sviptur til Kathmandu i fire dage her i starten af oktober. Jeg havde vist aldrig forestillet mig, at Nepal skulle blevet et sted man tog på weekendtur hen, men sådan er der efterhånden så meget. Godt to uger inde i september gik det op for mig, at stort set alle jeg kendte planlagde at forlade Dhaka i netop den weekend - vi havde nemlig to ekstra dages fri i anledning af Eid-el Fitr (afslutning på Ramadanen). Så i sidste øjeblik lykkedes det at ordne en returbillet til Kathmandu og dermed fire dage med solskin, templer og total afslapning. Det er måske nok for meget at sige, at jeg dermed har oplevet Nepal. Jeg kan vist højest slippe af sted med at krydse det af på listen over lande jeg har ”besøgt” på siden på facebook og så håbe jeg får muligheden for at komme forbi igen engang så jeg kan se lidt mere. I hvert fald har jeg stadig størstedelen af den nepalesiske kultur til gode foruden oplevelsen af den smukke natur, som er grunden til at de fleste overhoved tager dertil – Himalaya og udsigten over Mount Everest. Men altså som så mange andre hovedsteder i verden kan Kathmandu hermed altså også anbefales.

Tilbage i Dhaka er det gået op for mig, at jeg om kun knapt to uger har været her i halvdelen af den tid, jeg skal være af sted. Den slags ting skal man vist nok lade være med at tænke for meget over – det giver ikke ret meget mening for når man rejser væk på denne måde bliver tid om noget et relativt begreb. Men helt kan man jo ikke lade være, især når en stor del af min tid de seneste uger er gået med at hjælpe med rekrutteringen af den praktikant som skal afløse mig til februar. Når man stadig føler, at man har oceaner af tid til at lære det hele at kende, og det i øvrigt tit føles som om man lige er kommet, er det en lidt underlig oplevelse.


Men der er da forandringer. Netop dette, at føle sig hjemme i Dhaka. Og når man opdager, at bangla undervisningen endelig giver resultater og man kan forstå brudstykker (hvor små de end er!) af samtaler mellem folk på gaden eller de lokales telefonsamtaler på ambassaden. Og når man endelig holder op med at stresse over, at man skal se byen og opleve en hel masse hele tiden, men kan slappe af og sove længe og ikke forlade lejligheden hele dagen men blive inde og læse, skrive blog og høre musik, fordi det er det man egentlig har mest lyst til, uden at få dårlig samvittighed. Jo, når det kommer til stykket kan jeg nok godt mærke at jeg har været af sted i over 12 uger.


Parlamentsvalget til december er fortsat et evigt tema. Man vænner sig efterhånden til, at ambassadøren spørger de lokale ansatte til det ugentlige personalemøde, om de tror der faktisk bliver valg, om undtagelsestilstanden mon bliver hævet inden og om det nationalistiske parti, BNP, beslutter at deltage. Et andet tegn på at man har været i Bangladesh længe, er når man tager sig selv i at diskutere den indenrigspolitiske situation indædt med lokale bengalere uden at tænke videre over, at de jo må synes jeg er fantastisk irriterende sådan at komme her og mene at jeg ved noget de ikke ved om deres land efter 2½ måned her. Desværre synes jeg der er en tendens til, at bengalerne bruger deres dårlige økonomiske situation og alle de dårligdomme de må kæmpe med, som undskyldning for en nogen gange næsten opgivende holdning til demokrati og menneskerettigheder. Desværre er vi nok som donorlande selv delvist skyld i denne mentalitet, når vi konstant taler om Bangladesh som landet som er født med alle tænkelige onder. Men det nytter naturligvis ikke. Og derfor diskussionerne. For godt nok har de ret i, at de ikke skal eller kan kopiere vores demokrati i vesten eller vores udvikling for den sags skyld. Men det betyder jo ikke at udvikling eller demokrati er umulige størrelser for et land som Bangladesh. Når alt kommer til alt er det jo ikke størrelser vi har opfundet, og derfor også både muligt og absolut nødvendigt, at de selv er med til at definere, hvad demokrati eller udvikling er for dem, og hvordan det kan opnås. Hvis vi så kan støtte dem i den proces det vil være at nå dertil – vi har jo trods alt ikke været totalt fraværende i deres underudvikling heller – så kan vi begynde at tale om globale partnerskaber for udvikling, som det så smukt hedder i FN’s 2015 mål. Om vi når der til? Som folk her svarer, når man spørger om valget vil finde sted i december eller Sheik Hasina bliver frikendt for sine korruptionankalger: vi får se.



Billeder: 1) Kathmandu set fra indfaldsvejen fra Brathapur (tempelby og den gamle hovedstad), 2) Sejltur på floden ved Dhaka med folkene fra ambassaden i slutningen af september, 3) Lidt bengalsk kultur og historie: på tur til Lalbagh Fort - en af hovedattraktionerne i Old Dhaka - også i slutningen af september.