Første uge i Dhaka

Den første uge i Bangladesh er gået. Som jetlaget begynder at fortage sig begynder de første indtryk at bundfælde sig. Indtryk af en varm og pulserende storby, af en befolkning, som med sine 12 mio. er næste utællelig og som tilsyneladende er lige så venlig og imødekommende, som den er fattig og dybt opdelt.

Livet i Dhaka er bestemt anderledes end i Danmark. Nok også anderledes, end man kan forberede sig på hjemmefra uanset hvor meget man anstrenger sig. Dagene går fantastisk hurtigt på en måde, så man kan blive helt i tvivl om ikke bare den ene lille begivenhed tager den anden med sig, det ene sekund og minut det næste – om man overhoved på noget tidspunkt vil komme til at føre, at man har fuld kontrol over det hele. Sikkert ikke.

Allerede nu er det muligt at se lidt af, hvordan hverdagen kommer til at blive de næste godt seks måneder. Allerede torsdag efter at være landet og have fået mine ting bugseret til lejligheden i Gulshan, som jeg skal dele med to andre praktikanter, fik jeg mulighed for at møde en stor del af de ansatte fra ambassaden til en launching af en kampagne for kvinders rettigheder og FN’s 2015-mål nr. 3. Dagen efter var jeg med den danske ambassadør og en dansk journalist på besøg hos en lokal kunstner, Mistu, som viste sine og hans kones, Kanak Chanpa, hjem og malerier frem mens han åbent fortalte om deres liv og kunst. De to er et særsyn i Bangladesh – et blandet ægteskab mellem en buddhist fra stammeområderne i Chittagong Hill Tracks, og en almindelig bengalsk muslim. De har begge vundet en medalje i OL i Kina for deres værker, som de skal til Beijing og hente.

Bangladesh er et af verdens fattigste lande, og ulandsbistand fra blandt andet Danmark udgør en stor del af landets økonomi. Den relativt store gruppe internationale udstationerede udgør et ”society” i sig selv, som selvom vi i vid udstrækning arbejder og i et vist omfang også bor sammen med bengalerne, udfolder en stor del af sit sociale liv i Dhakas mange klubber. Nordic Club er den skandinaviske pendant – et utroligt stille, køligt og forfærdeligt behageligt sted, som føles som om man lukker døren til Bangladesh bag sig, når man træder gennem porten. Her kan man benytte poolen (som jeg stadig har til gode), motionsrummet og tennisbanen, logge på nettet og sende mails hjem, tjekke nyheder, eller bare sidde og slappe af, uden at bekymre sig om den opmærksomhed, ens hvide hoved tiltrækker overalt, hvor man ellers færdes i byen. Jeg regner dog også med at bruge en stor del af min tid på at opleve det bengalske samfund, dets mennesker og dets udvikling - ikke kun på ambassaden, men på nært hold.

Og lidt har jeg da fået set. Af det ”rigtige” Dhaka. Gader, som på billedet med richshaws (cykel-taxaer), gående og biler i hujende fart mellem hinanden. Floden og de mange handlende i de små butikker i gaderne omkring den, mændene i longis (tørklæde som bindes om livet) og skjorte, der sidder og slår brugte mursten til pulver, som kan genbruges til nyt byggeri, tiggere med spædbørn på armen (som man ser dem i alle verdens storbyer), fattige krøbet sammen under et hjemmelavet halvtag af blik. Størstedelen af Bangladesh’ befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Landet betegnes af mange indenfor udviklingsverdenen som eksemplet på et land, som er født med alle de onder, et land om muligt kan trækkes med. Lige fra klimaforandringer og oversvømmelser til korruption, politisk uro, sult og almindelig fattigdom. Det er et utroligt komplekst land. Men også smukt og venligt, og med et håb om fremtiden. Jeg glæder mig til at lære det bedre at kende – til at forsøge at forstå dette utrolige lands mangefacettede vej mod udvikling og selvstændighed. De næste måneder bliver spændende – det er der slet ingen tvivl om!